Torskefisk, kartofler og gulerodssalat med kærnemælksdressing
Ingredienser
- 1 pose nye udenlandske kartofler
- 2 squash
- 1 citron
- 1 bæger kærnemælk
- Alle gulerødderne
- 1 bundt kinesisk purløg
- 1 pakke torskefisk uden skind
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Flydende honning
- Sennep
Sæt vand over til kartofler. Skrub kartoflerne, og skyl resterende frugt og grønt.
Kog kartoflerne møre i letsaltet vand, 10-15 min.
Skær squashene i korte stave. Varm 2-3 tsk. olie op på en pande, og steg squashen i 2-3 min., til den er sprødmør. Krydr med salt og peber.
Afdryp kartoflerne, og kom dem på et fad. Tryk dem let flade med en gaffel, og bred squashen udover kartoflerne.
Riv ca. 1 tsk. citronskal fint. Rør kærnemælken med 1 tsk. honning, 1 tsk. sennep og citronskallen.
Skræl gulerødderne, og riv dem groft. Snit purløget fint, og pres saften af citronen. Vend citronsaften sammen med gulerødderne i en skål, og smag til med salt og peber. Drys med purløg.
Gå fisken efter for evt. store ben og hinder, og krydr dem med salt og peber.
Varm 1 spsk. olie op på en pande, og steg fisken gylden og gennemstegt, 2-3 min. på hver side.
Anret torskefisk, gulerodssalat samt kartofler og squash på tallerkener, og dryp med kærnemælksdressing.