Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Fiskefrikadeller med agurkesalat, kartofler og ristet sesam

Fiskefrikadeller med agurkesalat, kartofler og ristet sesam

Opskrift

4 personer

Ingredienser

  • 1 pose kartofler (evt. skuret)
  • 1 bæger skåret grønt (fennikel og grønkål)
  • 1 agurk (i tern)
  • 1 citron (skallen revet fint, resten halveret)
  • 1 broccoli (i små buketter, stok skrællet og i stave)
  • 2 poser sesamfrø
  • 1 pakke fiskefars

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • havsalt
  • sort peber

Sådan gør du

Køkkennoter: Du må endelig huske at spise broccolistokken, som smager vidunderligt – faktisk bedre end blomsten, synes jeg. Skræl den blot, og tilbered 'marven', som var det grønne asparges; nænsomt og med kærlighed.

Vær opmærksom på, at du både har fået grønne citroner og en lime med i din kasse i denne uge. De to citrusfrugter ligner hinanden til forveksling, så er du i tvivl om, hvorvidt du står med en lime eller en citron, kan du tjekke ved at kradse lidt i skallen og dufte til den.

1. Sæt vand over til kartofler og broccoli, fx i en elkedel. Skur evt. kartoflerne imens.

2. Kog kartoflerne i 10-12 min. i en gryde med gavmildt saltet vand, og lad dem derefter trække færdig i vandet, ca. 5 min. 

3. Skyl og klargør agurk, citron og broccoli som angivet i ingredienslisten.

4. Kom skåret fennikel og grønkål i en skål sammen med agurketern, tilsæt revet citronskal og saften af ½-1 citron (efter smag), og knug det hele godt med hænderne. Dryp med olivenolie, og krydr med salt og sort peber.

5. Kom broccolien i en anden gryde med lidt letsaltet vand, og damp den under låg, til den er sprødmør, 4-5 min.

6. Varm imens en pande op, og rist sesamfrøene gyldne. Tag dem derefter af panden, og kom dem i en skål.

7. Form fine fiskefrikadeller af fiskefarsen.

8. Varm panden op igen, kom lidt olivenolie på, og steg fiskefrikadellerne gyldne, 2-3 min. på hver side, så de stadig er saftige.

9. Drys agurketern og skåret grønkål og fennikel med ristede sesamfrø, krydr med salt og sort peber, og smag evt. til med lidt mere citronsaft.

Servering
Nyd de saftige fiskefrikadeller med frisk agurkesalat med ristet sesam, dampet broccoli og nye kartofler.

-