Fiskedeller med grøntsagsremoulade, kartofler og råkost
Ingredienser
- 2 poser nye kartofler
- ½ pose gulerødder
- 2 æbler
- 1 citron
- 2 agurker
- 2 bægre yoghurt naturel 2 %
- 1 bæger pickles
- 1 rødløg
- 1 pakke grøn fiskefars
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Smør
- Evt. madraskarry
Sæt vand over til kartofler, og skyl grøntsager og frugt.
Kog kartoflerne møre under låg i saltet vand i 10-12 min., og lad dem trække færdig i vandet i ca. 5 min.
Skræl gulerødderne, og riv dem groft. Skær det ene æble i små tern, og skær det andet i tynde både. Del citronen i både, og læg dem til side til servering. Skær agurkerne i stave, og kom dem i en skål til snackgrønt.
Vend halvdelen af de revne gulerødder med æblebådene og lidt citronsaft. Anret det i en skål til servering.
Rør yoghurten med pickles, resten af de revne gulerødder og æbleternene, og smag til med salt, peber og evt. en smule madraskarry.
Pil rødløget, og skær det i grove både.
Form farsen til fiskefrikadeller i hånden med en ske. Varm en pande godt op, tilsæt olie og en klat smør, og steg dellerne i 2-3 min. på hver side, til de er gyldne og gennemstegte. Steg rødløgsbådene sammen med fiskefrikadellerne, til de er helt møre, 5-6 min. Krydr med salt og peber.
Hæld vandet fra kartoflerne, og vend dem evt. med en klat smør.
Servér fiskefrikadeller med grøntsagsremoulade, nye kartofler, råkost og snackagurker, dryp med citronsaft, og nyd.