Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Fiskefrikadeller med kartofler, ærtepuré og snackgrønt

Fiskefrikadeller med kartofler, ærtepuré og snackgrønt

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 pose kartofler
  • 4 snackagurker (i stave)
  • ½ pose gulerødder (skuret og i stave)
  • 1 pakke fiskefars
  • 1 pose ærter
  • 1 broccoli (blomsten i buketter, stokken skrællet og i mindre stykker)
  • 1 pose babyspinat

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • sort peber
  • smør
  • eddike (fx æbleeddike)

Sådan gør du

Køkkennote: Klassiske fiskefrikadeller er skøn aftensmad. Vores fiskefars er allerede rørt op – så du skal blot forme farsen, komme fiskefrikadellerne på panden, og stege dem gyldne og lækre. Ekstra krydring af farsen er ikke nødvendig. Men hvis du er i humør til ekstra krydring, kan du røre din fiskefars med lidt finthakket dild, løg og evt. lidt fintrevet citronskal.

1. Tænd ovnen på 190 °C varmluft.

2. Sæt vand over til kartofler, ærter og broccoli, fx i en elkedel. Skur evt. kartoflerne, hvis der er behov for det.

3. Kog kartoflerne i en gryde med gavmildt saltet vand i 12-15 min., og lad dem trække færdig i vandet, ca. 5 min.

4. Skyl og klargør imens resten af grøntsagerne som angivet i ingredienslisten. Anret agurke- og gulerodsstavene på et fad til snackgrønt.

5. Varm lidt olivenolie og evt. en klat smør op på en pande, og form fiskefarsen til fiskefrikadeller. Steg frikadellerne i 2-3 min. på hver side, til de er gyldne og dufter herligt.

6. Sæt ærterne over i en gryde med en smule vand og en skefuld smør, og damp dem under låg i ca. 2 min.

7. Hæld vandet fra ærterne, og blend dem (eller mos dem med ryggen af en gaffel), til du har en grov puré. Smag til med salt, en smule eddike og sort peber.

8. Damp broccolien sprødmør i lidt vand under låg (genbrug evt. gryden fra ærterne), 3-4 min. Damp spinaten med det sidste minuts tid, og krydr med salt og sort peber. Dræn vandet fra.

Servering
Nyd de skønne fiskefrikadeller med kartofler, dampet broccoli og spinat, og spis snackgrønt og ærtepuré til.

-