Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Forårsruller med hvidkål, selleri og dampstegt pak choy

Forårsruller med hvidkål, selleri og dampstegt pak choy

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 pose quinoa
  • 1 løg (halveret og i strimler)
  • 2 fed hvidløg (i tynde skiver)
  • 1 bæger selleri i strimler
  • ½ hvidkål (snittet fint)
  • ½-1 brev grøn karrypasta
  • 1 bæger yoghurt naturel
  • 1 pakke forårsrulledej
  • 1 pak choy bonsai (delt i hele blade)

Tjek at du selv har

  • salt
  • olie (fx sesam- eller olivenolie)
  • mel (fx hvedemel)

Sådan gør du

Køkkennote: Pak choy stammer fra Asien og bliver nogle steder også kaldet kinesisk kål. Den ligner med sine mørkegrønne blade og tykke, hvide stængler lidt en eksotisk fætter til bladsellerien. Pak choyen er i familie med komatsuna, som du også finder i denne uges kasse, og har det bedst med en kort tilberedning, der bevarer dens dejlige, let bitre saftighed.

HUSK
Til i morgen: Sæt kikærterne i blød i rigeligt vand i en skål, og opbevar dem på køl til i morgen.

1. Sæt vand over til quinoa, gerne i en elkedel.

2. Skyl quinoaen grundigt. Kom den i en gryde, overhæld med 2 dl kogende vand, og tilsæt salt. Kog quinoaen under låg i 10 min., og lad den trække under låg i 5 min.

3. Skyl og klargør imens grøntsagerne som angivet i ingredienslisten.

4. Varm en stor pande op, og tilsæt lidt olie. Sautér løg, hvidløg, selleri og hvidkål i 1-2 min. Tilsæt derefter karrypasta, og steg videre i 3-4 min., til kålen er faldet sammen. Smag til med salt og evt. mere karrypasta.

5. Tag halvdelen af de stegte grøntsager fra, og kom dem i en skål. Vend dem sammen med den kogte quinoa, og smag til med salt.

6. Smag yoghurten til med salt og evt. lidt karrypasta.

7. Rør 1 spsk. mel og 1 spsk. vand sammen til melklister.

8. Fyld forårsrulledejene med resten af det krydrede grøntsagsfyld, rul dem sammen, og luk dem med melklister (se tippet på første side).

9. Varm panden op igen, tilsæt olie, og steg forårsrullerne gyldne i 3-4 min. på hver side.

10. Varm imens en anden pande godt op, tilsæt olie, og steg pak choyen ved høj varme i 1-2 min. Tilsæt 2-3 spsk. vand til panden, og lad pak choyen dampstege sig sprødmør i yderligere 1-2 min. Krydr med salt.

Servering
Anret quinoasalaten på tallerkener, dryp med yoghurt, og spis sprøde forårsruller og pak choy til.

-