Fra VegetarKassen: Frisk pasta med cremede svampe og salat
Ingredienser
- 1 grøn egebladsalat
- Alle de farvede gulerødder
- 2 bakker shiitake-svampe
- ½ bakke cherrytomater
- 1 rødløg
- 3-4 fed hvidløg
- 1 pakke bigoli-pasta
- 1 bæger fløde
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Eddike (fx æbleeddike)
I dag skal du lave gulerodsskræller til din salat, som er et simpelt og gammelt trick: Brug din tyndskræller til at skrælle tynde skiver af dine gulerødder, til der kun er den inderste kerne tilbage, som du kan snitte eller spise som snack i køkkenet. Er salaten mest til de voksne, kan du marinere gulerodsskrællerne i 1-2 spsk. eddike, inden du vender dem i salaten – det giver lidt mere kant!
Sæt vand over til pasta, og skyl grøntsagerne, og børst svampene fri for evt. jord.
Skær salaten i grove stykker, og skræl gulerødderne (se køkkentip).
Anret salaten og gulerodsskrællerne på et fad, dryp med 2-3 spsk. olivenolie og 2-3 tsk. eddike, og krydr med salt.
Skær svampene i halve eller kvarte. Skær tomaterne i kvarte, og pil rødløg og hvidløg. Skær rødløget i tynde både og hvidløget i tynde skiver.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg svampene ved høj varme i 2-3 min., til de har taget farve.
Sænk varmen på panden, tilsæt tomater, rødløg og hvidløg, og steg, til tomaterne begynder at blive møre, 3-4 min.
Kom imens pastaen i spilkogende vand, tilsæt salt, og kog den i 5-6 min. Dræn vandet fra.
Tilsæt fløden til panden med svampe og tomater, kog op, og lad saucen simre i 1-2 min., til fløden tykner. Smag til med salt og peber.
Fordel frisk pasta i dybe tallerkener, og top med svampe og tomater i flødesauce. Servér salaten til.