Frikadeller med kartoffelsalat og salat med peberfrugt
Ingredienser
- 1 pose kartofler
- 2 peberfrugter
- 1 romaine-salat
- ½ pose gulerødder
- 1 rulle kartoffel-frikadellefars
- 3 forårsløg
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Eddike (fx hvidvinseddike)
- Dijonsennep
Sæt vand over til kartofler, hvis du ikke kogte dem på dag 1, og skyl al grønt.
Kog kartoflerne møre under låg i saltet vand i ca. 15 min., hvis du ikke allerede har kogt dem. Afdryp, og lad dem afkøle.
Skær peberfrugterne i både, og snit salaten groft. Skræl gulerødderne, og skær dem i stave til snackgrønt.
Anret salaten på et fad, og top med peberfrugt. Dryp med olivenolie og eddike efter smag, og krydr med salt og peber.
Form farsen til frikadeller med en våd ske og hånden. Varm rigeligt olie op på en stor pande, og steg frikadellerne gyldne og gennemstegte, 12-14 min. i alt.
Snit forårsløgene fint, og skær de kogte kartofler i mundrette tern.
Rør yoghurten med ½-1 tsk. dijonsennep og en smule olivenolie, og krydr med salt og peber.
Vend forårsløg og kartofler med dressingen, og smag til med salt og peber.
Servér frikadeller med kartoffelsalat, salat og snackgulerødder.