Frisk pasta med sauterede grøntsager og ricotta samt grøn salat
Ingredienser
- 1 hjertesalat
- 2 snackagurker
- Resten af gulerødderne
- ½ citron
- 1 fed hvidløg
- 1 bæger skåret grønt (bladselleri/asparges/savojkål)
- 1 pakke bigoli-pasta
- ½ bæger ricotta
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Evt. smør
Sæt vand over til pasta, og find en gryde, en pande samt alle ingredienserne frem. Skyl grøntsagerne og citronen.
Tør salaten godt, og bryd den i store stykker. Flæk agurkerne på langs, og skær dem i skiver på skrå. Riv gulerødderne i tynde skiver, fx på et mandolinjern.
Riv lidt af citronskallen, og gem den til pastaretten. Pres saften af ½ citron, og rør 1-2 spsk. citronsaft med 1-2 spsk. olivenolie i en salatskål.
Vend salat, agurk og gulerødder i dressingen, og smag til med salt og peber.
Pil hvidløget, og hak det groft. Varm en pande eller sautérgryde op, tilsæt lidt olie eller evt. 2 spsk. smør, og sautér hvidløg og grøntsagerne fra bægeret i 2 min., uden at det tager farve.
Kog pastaen al dente i letsaltet vand i ca. 3 min. Afdryp, men gem lidt af kogevandet.
Bland grøntsagerne med pastaen i gryden, og tilsæt lidt citronskal, ricotta i små klumper, ½-1 dl pastakogevand samt 2 spsk. olivenolie. Vend rundt, og krydr med salt og peber.
Anret pasta og grøntsager med ricotta i en dyb tallerken, og nyd salaten til ved siden af.