Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Friske forårsruller med avocado, spidskål, koriander og peanutdressing

Friske forårsruller med avocado, spidskål, koriander og peanutdressing

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • ½-1 spidskål (i tynde strimler)
  • 1 agurk (i tynde stave)
  • ½ chili (i tynde ringe)
  • 1 bundt koriander (plukket)
  • 1 avocado (i tynde skiver)
  • 1 lime (halveret)
  • 1 bundt flade bønner (enden nippet af)
  • 1 brev peanutbutter
  • 2 fed hvidløg (most eller presset)
  • 2 pakker rispapir

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt

Sådan gør du

Køkkennote: Friske forårsruller i rispapir er den skønneste, sjoveste og dejligste måde at lave hurtig gør det selv-mad ved bordet på! Hvis du ikke har prøvet det før, så tag det bare roligt – det er nemt! Sæt et fad eller en skål med lunkent vand på bordet (jeg plejer at bruge et tærtefad). Anret alle ingredienserne på fade, så man selv kan vælge og folde ved bordet. Dyp 1 stykke rispapir ad gangen i det lunkne vand i 10-15 sek., til det bliver lidt blødt, men stadig holder formen. Læg det på din tallerken, og fyld det, som du har lyst. Fold siderne ind over fyldet, og rul så sammen. Nyd at spise med fingrene!

1. Sæt vand over til bønner og rispapir, fx i en elkedel.

2. Skyl og klargør alle grøntsagerne, korianderen og limefrugten som angivet i ingredienslisten.

3. Anret halvdelen af spidskålen samt agurkestave, chiliringe, korianderblade og avocadoskiver på et fad.

4. Kom resten af spidskålen i en skål, dryp lidt limesaft over, og knug kålen med hænderne. Smag til med salt.

5. Kom de flade bønner i en gryde, og tilsæt 2-3 dl kogende vand, lidt salt og 1 tsk. olie. Damp bønnerne, til de er sprødmøre, 4-5 min., og afdryp dem godt.

6. Rør imens peanutbutteren med 1-2 fed hvidløg, ca. ½ dl vand og saften af ½ lime, og smag til med salt. Justér evt. med mere vand, hvis nødvendigt – saucen skal være cremet og lind.

7. Kom 1 del kogende vand i et fad med høje kanter, og tilsæt 2 dele koldt vand.

Servering
Sæt det hele på bordet, og dyp rispapiret i vand som beskrevet i køkkennoten. Fyld rispapiret med grøntsagerne fra fadet, dryp med jordnøddesauce, og fold forårsrullen sammen. Nyd de friske forårsruller sammen med den friske kålsalat og de dampede bønner.

-