Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Gazpacho – Kold, frisk sommersuppe med mandler, hampefrø og surdejsbrød

3 personer

Ingredienser

  • 1 pose mandler
  • ½ bundt bladselleri
  • ½ frisk hvidløg med top
  • ½ bundt citrontimian
  • Alle othello-bøftomaterne
  • 1 agurk
  • 1 peberfrugt
  • 1 brev napoli-krydderiblandning
  • 1 surdejsbrød
  • 1 brev hampefrø

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Peber
  • Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
  • Evt. isterninger
  • Evt. chilisauce
Køkkentips

I dag skal du lave en skøn gazpacho, som skal serveres iskold. Iskolde retter skal smages ekstra godt til, fordi kulden stjæler smagen – så spar ikke på krydderierne.

Kolde supper kan varieres på et væld af måder. Krydr fx med ingefær og koriander, eller blend suppen med en moden fersken eller nektarin. Frugten tilfører en dejlig sødme og en rund smag til suppen. Du kan også forsøge dig med en lille håndfuld modne ribs, når den sæson inden længe står for døren. Det er nemlig en skøn kombination at mikse ribs og tomater både i salater, i kolde drinks og i supper.

Inden du går igang

Tænd ovnen på 200 °C varmluft, og skyl grøntsagerne og citrontimianen.

Suppe
  1. Rist mandlerne på en tør pande i 2-3 min., til de tager farve og begynder at dufte. Kom dem i en blender.

  1. Pluk eventuelle blade fra bladsellerien, og kom dem i en lille skål til servering. Snit resten af bladsellerien og det friske hvidløg fint, og pluk timianen.

  1. Skær tomater, agurk og peberfrugt i grove chunks.

  1. Kom alle grøntsagerne, timianen og hvidløget i blenderen. Tilsæt halvdelen af napoli-krydderiet, 1½ tsk. salt, 2-3 spsk. eddike, ½-¾ dl olivenolie og ½-1 dl vand eller 3-4 isterninger. Blend det til en glat suppe, og justér evt. konsistensen med mere vand.

  1. Smag suppen til med salt, peber, eddike og evt. chilisauce, hvis du har.

Surdejsbrød og hampefrø
  1. Stænk brødet med vand, og varm det i ovnen i ca. 10 min.

  1. Varm panden op på ny, og rist hampefrøene sammen med resten af napoli-krydderiet og et nip salt i et par minutter.

Servering

Fordel suppen i skåle, og top med bladselleriblade og krydrede, ristede hampefrø. Dryp evt. med olivenolie og chilisauce, og kværn sort peber over. Nyd et lunt stykke brød til.

-