Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Grillet oksekød og broccoli med pitabrød og græsk salat med feta

Grillet oksekød og broccoli med pitabrød og græsk salat med feta

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 1-2 fed hvidløg (presset)
  • 1 agurk (i grove tern)
  • 1 bundt radiser (i skiver)
  • Alle pæretomaterne (i grove tern)
  • ½-1 pakke fetaost
  • 3 pitabrød
  • 1 broccoli (se køkkennote)
  • 1 pakke oksegrillstykker

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • peber
  • salt
  • eddike (fx æbleeddike)
  • tørret oregano

Sådan gør du

Køkkennoter: Grillsæsonen er godt i gang – om vejret tillader det. Ellers kan du grille indendørs på en grillpande, den kan få maden til at smage overraskende autentisk af grill. Uden hverken grill eller grillpande, kan du bare bruge en almindelig pande og stege ved høj varme.

På grillen skal du i dag stege oksegrillstykker og broccoli. Den bedste måde at grille broccoli på er at skære dem i stykker på langs, så du får stykker af stokken med lidt af blomsten i den anden ende. Inden du skærer dem ud, kan du skære lidt af bunden af stokken, hvis den ser tør ud, og evt. skrælle lidt af det nederste af stokken.

Inden du går i gang: Tænd grillen, eller find en grillpande samt alle ingredienserne til dagens opskrift frem.

1. Skyl og klargør alle grøntsagerne som angivet i ingredienslisten.

2. Rør hvidløget med 2-3 spsk. olivenolie og 2-3 spsk. eddike i en salatskål, og vend agurk, radiser og pæretomater med dressingen. Krydr med salt og peber, og drys evt. med ½ tsk. tørret oregano, hvis du har. Smuldr fetaosten hen over salaten.

3. Varm pitabrødene på grillen eller på en varm grillpande i 1-2 min. på hver side. Hold dem lune under et viskestykke indtil servering.

4. Gnid broccolien og okse-grillstykkerne med lidt olivenolie. Grill broccolien i 3-6 min. på grillen eller grillpanden, til den er flot brun og sprødmør. Læg den på et fad, og krydr den med salt.

5. Grill kødet i ca. 1 min. på hver side, og krydr med salt og peber. Læg det på fadet med broccoli.

Servering
Servér grillet oksekød og broccoli med pitabrød og græsk salat med feta.

-