Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Grillet polenta med spicy linsesauce og salat

Grillet polenta med spicy linsesauce og salat

Opskrift

3 personer

Ingredienser

  • 1 portion røde linser (sat i blød på dag 1)
  • 1 løg (finthakket)
  • 2-3 fed hvidløg (skåret i tynde skiver)
  • ½-1 chili (finthakket)
  • ½ pose gulerødder (skåret i skiver)
  • 1 flaske mosede tomater
  • 1 pakke polenta
  • 1 rødløg (finthakket)
  • 2 miniromainesalater (skåret i mundrette stykker)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • sort peber
  • eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)

Sådan gør du

Køkkennoter: Linsesaucen må gerne været tæt, men den skal også være saftig nok til at være dejlig som sauce til den grillede polenta. Så hvis der er brug for at tilsætte lidt mere væske end ½-1 dl vand, så gør endelig det.

Hvis linserne ikke er helt færdigkogte, når du er klar til at komme dem i tomatsaucen, gør det ikke noget – bare kog dem færdig i saucen.

Har du ikke en grillpande, kan du sagtens stege polentaskiverne på en almindelig stegepande.

Til i morgen: Læg de sorte bønner i blød i rigeligt koldt vand, og sæt dem på køl til dag 3.

1. Sæt vand over til linser, fx i en elkedel.

2. Skyl og klargør grøntsagerne (undtagen romainen og rødløget) som angivet i ingredienslisten.

3. Afdryp linserne, sæt dem over i en gryde med usaltet vand (2 dele vand til 1 del linser), og kog dem møre i 5-10 min.

4. Varm en bredbundet gryde op, tilsæt olivenolie, og sauter løg, hvidløg, chili og gulerødder i 3-4 min., til løgene er glasklare.

5. Kom de kogte linser, mosede tomater og ½-1 dl vand i gryden, og kog saucen op. Lad saucen simre (se køkkennote) i 5-10 min. Smag til med salt undervejs.

6. Varm imens en grillpande godt op, og skær polentaen i 1 cm tykke skiver. Pensl polentaskiverne med olie, og grill dem i 2-3 min. på hver side, til de har fået flotte mørke striber og er gennemvarme. Krydr med salt og peber.

7. Skyl og klargør rødløget og romainesalaterne som angivet i ingredienslisten.

8. Lav en dressing af 6 spsk. olivenolie, 3 spsk. eddike, det finthakkede rødløg og lidt salt.

9. Vend salatstykkerne sammen med dressingen i en skål.

Servering
Anret grillet polenta på tallerkener, og top med linsesauce. Server salat med romaine og rødløg til.

-