Grønne flammkuchen med porre og glaskålssalat med æble
Ingredienser
- 1 bundt purløg
- 1 stykke parmesan
- 2 løg
- 1 porre
- 2 pizzadeje
- 1 bæger creme fraiche
- 1 rød glaskål
- ½ batavia-salat
- 1 æble
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Eddike (fx balsamico eller hvidvinseddike)
- Mel (fx hvedemel)
- Evt. flydende honning
Hvis du hellere vil have en lun salat, kan du skære glaskålen i grove både, og dampe dem i 1-2 cm kogende, saltet vand med en klat smør i 3-4 min. Vend efterfølgende æbleternene med glaskålen i gryden i 15-20 sek. Servér den grønne salat på siden.
Tænd ovnen på 220 °C varmluft, og skyl grøntsagerne, æblet og purløget.
Hak purløget, og riv parmesanen. Kom begge dele i skåle til servering.
Pil løgene, og snit dem fint, fx på et mandolinjern. Snit også porren fint, og skyl evt. igen.
Rul pizzadejene tyndt ud på et meldrysset bord. Læg dem på en bageplade med bagepapir, og smør dem med creme fraiche. Krydr med salt og peber, og top med løg og porre. Dryp med olivenolie.
Bag grønne flammkuchen i ovnen en ad gangen i 8-12 min., til de er gyldne og varme. Begynd evt. at spise den første, mens den anden bager færdig.
Snit glaskålen i tynde skiver, fx på et mandolinjern. Pluk salaten groft, og skær æblet i små tern.
Anret salaten på et fad, og top med glaskål og æble. Dryp med olivenolie, eddike og evt. en smule flydende honning, og krydr med salt og peber.
Servér grønne flammkuchen toppet med purløg og parmesan, og nyd glaskålssalat med æble til.