Broccoli og gulerødder i mild gul karrysauce og brune ris
Ingredienser
- 1 pose brune jasminris
- 1 porre
- 3 stængler bladselleri
- 2 æbler
- 1 brev madraskarry
- 2 dåser kokosmælk
- 2 broccoli
- Resten af gulerødderne
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
Sæt vand over til ris, og skyl risene samt frugt og grønt.
Kom risene i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem i ca. 35 min. Hæld overskydende vand fra.
Snit porre og bladselleri fint, og skær æblerne i grove tern.
Varm en gryde op, tilsæt olie, og steg bladselleri, æbler og porre i 3-5 min., til det er mørt. Tilsæt karry og 2 tsk. salt, og steg i yderligere 1 minuts tid.
Tilsæt kokosmælk til gryden med grøntsager. Skyl dåserne i ca. ½ dl vand hver, og tilsæt også det til gryden. Lad det simre i ca. 10 min.
Skær imens broccoliene i buketter. Skræl stokkene, og skær dem i chunks. Skær gulerødderne i 1-2 cm tykke skiver.
Kom broccoli og gulerødder i en gryde med lidt vand i, og lad grøntsagerne dampe i 3-4 min. Afdryp, og krydr med salt og peber.
Blend karrysaucen glat, fx med en stavblender direkte i gryden. Smag til med salt og peber.
Fordel ris og dampede grøntsager i skåle, og øs karrysaucen over.