Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Grov kompot af søde kartofler med gremolata, syltede løg og stegt torskefisk

Grov kompot af søde kartofler med gremolata, syltede løg og stegt torskefisk

Opskrift

1 personer

Ingredienser

  • 1 pakke torskefisk med skind
  • 2-3 fed hvidløg (most eller presset)
  • ½ bakke søde kartofler (skuret og i rustikke tern a 2 x 2 cm)
  • 1 rødløg (i slanke både)
  • ¼-½ rød spidskål (i tynde strimler)
  • 1 bundt bredbladet persille (bladene skåret groft, stilkene snittet fint)
  • 1 grøn citron (fintrevet skal, resten i både)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • havsalt
  • sort peber
  • eddike (fx æbleeddike)
  • agavesirup eller honning
  • bouillon

Sådan gør du

Køkkennoter: Skindstegt fisk er ingen sag, bare du følger disse råd: Panden og olien skal være varm. Når du har lagt fisken på panden, må du ikke løfte eller svinge med panden, eller pille for meget ved fisken, da pandens temperatur vil falde, og fisken derfor vil begynde at koge i stedet for at stege. Steg fisken ved høj varme i starten, og kig så på siden af fisken. Når kødet begynder at blive sart mælkehvidt, skruer du ned til middelvarme, og tilbered fisken nænsomt færdigt på skindsiden.

Vær opmærksom på, at du har fået to grønne citroner med i din kasse. Citronerne er modne, men der skal lave nattetemperature til, for at citronerne kan blive gule, og det har de ikke i Spanien lige nu.

1. Skyl og klargør alle grøntsagerne, citronen og persillen som angivet i ingredienslisten. Kom citronbådene i lille skål.

2. Soigner fisken, og gå den efter for eventuelle ben og bughinder. Dup den tør, og krydr den med havsalt.

3. Varm lidt olie op i en bredbundet gryde. Sauter hvidløgene glasklare under omrøring, 3-4 minutter – de må ikke tage farve.

4. Kom tern af søde kartofler i gryden, og sauter yderligere, til kartoflerne begynder at 'fnugge' (blive bløde) i kanterne. 

5. Hæld vand eller bouillon over kartoflerne, så det dækker dem halvt. Damp kartoflerne møre under låg, ca. 15 minutter.

6. Kog 1 del agavesirup eller honning og 2 dele eddike op i en lille gryde, til siruppen er opløst. Kom løgbådene i, og lad dem simre møre i 3 minutters tid. Lad løgene trække færdig i lagen, til du skal spise.

7. Knug spidskålen med en smule havsalt og et par dråber eddike. Vend kålen med revet citronskal og persille, og krydr med sort peber.

8. Dræn vandet fra kartoflerne, men gem en smule af kogevandet. Mos kartoflerne til en grov kompot. Juster evt. konsistensen med lidt af kogevandet. Krydr med havsalt og sort peber.

9. Varm en pande op, kom lidt olie på, og steg fisken med skindsiden nedad i 4-6 minutter – tryk fisken godt ned mod panden, så skindet bliver sprødt over det hele. Lad fisken stege næsten færdig på skindsiden. Tag panden af varmen, vend fisken, og lad den stege færdig på eftervarmen i 1-2 minutter. Krydr med havsalt.

Servering
Anret den grove kompot på en tallerken. Læg forsigtigt fisken ovenpå, og top med den sprød spidskål og de syltede løg. Dryp med citronsaft, og nyd.

-