Gulerods-linsedeller og couscoussalat med chili
Ingredienser
- 1 babosa-løg
- 1 pose gulerødder
- 1 portion linser
- 1 brev bali-krydderiblanding
- 2 poser fuldkornscouscous
- 1 agurk
- 1 bundt mynte
- 1 rød chili
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
- Mel (fx hvedemel)
Du skal i dag have linsedeller. Farsen skal være fast og let at forme. Er farsen for våd, kan du tilsætte lidt mere mel. Er farsen for tør, kan du tilsætte lidt olie eller evt. et æg. Ligesom med en falafelfars kan en linsefars også suge en masse fedtstof under stegning. Tilsæt derfor olie løbende til panden, efterhånden som du steger, og dyp også skeen i olie – så bliver dellerne nemmere at forme. Alternativt kan du bage dem i ovnen ved 200 °C i 15-20 min. – på den måde sparer du fedtstof, men det endelige resultat kan virke mere tørt.
Sæt vand over til couscous, og skyl alt grønt.
Pil løget, og riv gulerødder og løg groft i en stor skål.
Dræn vandet fra de røde linser, og kom dem i skålen med gulerødder og løg. Tilsæt 70-100 g mel, ½ dl olivenolie, bali-krydderiet, 1½ tsk. salt og en smule peber. Blend det hele til en ensartet og formbar masse – fx med en stavblender. Lad farsen hvile i minimum 5 min.
Kom couscoussen i en stor skål, og tilsæt 5½ dl kogende vand, salt og 2 spsk. olie. Dæk skålen til, og lad couscoussen trække i 5-10 min.
Skær agurken i tern, og pluk mynten. Hak chilien og mynten fint.
Form deller af linsefarsen med en våd ske og hånden (se køkkentip). Varm en gavmild mængde olivenolie op på en pande, og steg linsedellerne i 4-5 min. på hver side, eller til de er gyldne og gennemvarme.
Vend couscousen med agurketern, mynte og chili efter smag. Smag til med olivenolie, eddike, salt og peber.
Anret couscoussalat og linsedeller på tallerkener, og nyd.