Gyldenstegt kyllingebryst og pasta med cremet svampesauce og bønnesalat
Ingredienser
- 2 pakker kyllingebryst
- 2 pakker spaghetti
- 1 pose grønne bønner
- Alle nektarinerne
- 1 pose babyspinat
- 1 bakke brune champignoner i skiver
- 1 bæger creme fraiche
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx balsamico eller æbleeddike)
Hvis creme fraiche-saucen skiller for dig, så fortvivl ikke! Varm bare stille og roligt videre under omrøring i 1-2 min. – så samler saucen sig igen.
Sæt vand over til pasta og bønner, og skyl frugt og grønt.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg kyllingebryst ved middel varme under låg, til det er gyldent og gennemstegt, 15-20 min. Krydr med salt og evt. peber undervejs.
Lad efterfølgende kødet hvile i 2-3 min., og skær det derpå i skiver.
Kom pasta i en gryde med spilkogende, saltet vand, og kog den al dente i ca. 10 min. Hæld vandet fra, men gem 1 dl af kogevandet (det skal du bruge til sauce senere).
Damp grønne bønner i en gryde med ca. 2 cm letsaltet vand i ca. 2 min. under låg. Hæld vandet fra.
Skær imens nektarin i tynde både. Vend bønner og nektarin med lidt olivenolie og en smule eddike i en skål, og krydr med salt og evt. peber.
Snit spinat groft. Varm panden fra kødet op igen, tilsæt ny olie, og steg svampe ved høj varme, til de er brunede, 1-2 min. Tilsæt spinat, og steg videre, til spinaten er faldet sammen, 1-2 min.
Tilsæt creme fraiche og ½-1 dl pastavand, og lad det simre under omrøring, til saucen er sammenhængende, 1-2 min. (se køkkentip). Smag til med salt og peber.
Anret skiver af gyldenstegt kyllingebryst med pasta ved siden af. Top pasta med cremet svampesauce, og spis bønnesalat til.