Gyldenstegt kyllingebryst og pasta med cremet svampesauce og bønnesalat
Ingredienser
- 1 pakke kyllingebryst
- 1 pose maccheroni
- 1 pose grønne bønner
- 1 pære
- 1 bundt spinat
- 1 bakke brune champignoner i skiver
- 1 bæger creme fraiche
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx vin- eller æbleeddike)
Hvis creme fraiche-saucen skiller for dig, så fortvivl ikke! Varm bare stille og roligt videre under omrøring 1-2 min. – så samler saucen sig igen.
Mindst 42 g protein pr. person.
I denne opskrift får du protein primært fra: Kylling, pasta, spinat.
Sæt vand over til pasta og bønner, og skyl frugt og grønt.
Varm en pande eller stegegryde op, tilsæt olie, og steg kyllingebryst gyldent og gennemstegt ved middel varme under låg, 13-18 min. Krydr med salt og evt. peber undervejs.
Lad efterfølgende kødet hvile i 2-3 min., og skær det derpå i skiver.
Kom pasta i en gryde med spilkogende, saltet vand, og kog den al dente i ca. 10 min. Hæld vandet fra, men gem 1-2 dl af kogevandet (det skal du bruge til sauce senere).
Damp grønne bønner under låg i en gryde med ca. 2 cm letsaltet vand i ca. 2 min. Hæld vandet fra, og lad bønnerne køle lidt af i en skål.
Skær imens pære i tynde både. Vend bønner og pære med lidt olivenolie og en smule eddike i en skål. Krydr med salt og evt. peber.
Snit spinat groft. Varm panden eller gryden op igen, tilsæt evt. lidt olie, og steg svampe brunede ved høj varme, 1-2 min. Tilsæt spinat, og steg, til spinaten er faldet sammen, 1-2 min.
Tilsæt creme fraiche og ½-1 dl pastavand, og lad det simre under omrøring, til saucen er sammenhængende, 1-2 min. (se køkkentip). Smag til med salt og peber.
Anret skiver af gyldenstegt kyllingebryst med pasta ved siden af. Top pasta med cremet svampesauce, og spis bønnesalat til.