Spar penge med Aarstiderne Plus Spar penge med Plus Se hvordan
Søg
Menu

Gyldenstegt kyllingelår og pasta med cremet svampesauce og bønnesalat

4 personer

Ingredienser

  • 2 pakker kyllingeoverlår uden ben
  • 2 pakker spaghetti
  • 2 poser grønne bønner
  • 2 pærer
  • 2 bakker brune champignoner i skiver
  • 4 bundter new zealand-spinat
  • 2 bægre creme fraiche

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Eddike (fx vin- eller æbleeddike)
Køkkentips

Hvis creme fraiche-saucen skiller for dig, så fortvivl ikke! Varm bare stille og roligt videre under omrøring 1-2 min. – så samler saucen sig igen.

Mindst 42 g protein pr. person.

I denne opskrift får du protein primært fra: Kylling, pasta, spinat.

Husk - til i morgen

Kom flækærterne i en skål, og dæk med rigeligt vand. Lad dem stå på køl til dag 2.

Sådan gør du

Inden du går igang

Sæt vand over til pasta og bønner, og skyl frugt og grønt.

Gyldenstegt kyllingelår
  1. Varm olie op på en pande, og steg kylling ved middel varme under låg, til den er gylden og gennemstegt, 12-15 min. Krydr med salt og evt. sort peber undervejs. Lad kylling hvile i 2-3 min.

    Skær kylling over på midten og skær derefter kødet i tynde skiver på langs (på tværs af fibrene).

Pasta
  1. Kom pasta i en gryde med spilkogende, saltet vand, og kog den al dente i ca. 10 min. Hæld vandet fra, men gem 1-2 dl af kogevandet (det skal du bruge til sauce senere).

Bønnesalat
  1. Damp grønne bønner ca. 2 min. under låg i en gryde med ca. 2 cm letsaltet vand i ca. 2 min. Hæld vandet fra, og lad bønnerne køle lidt af i en skål.

  1. Skær imens pære i tynde både. Vend bønner og pære med lidt olivenolie og en smule eddike i en skål. Krydr med salt og evt. peber.

Cremet svampesauce
  1. Snit spinatbladene groft, og snit stilkene lidt finere. Varm panden eller gryden op igen, tilsæt evt. lidt olie, og steg svampe brunede ved høj varme, 1-2 min. Tilsæt spinat, og steg, til spinaten er faldet sammen, 1-2 min.

  1. Tilsæt creme fraiche og ½-1 dl pastavand, og lad det simre under omrøring, til saucen er sammenhængende, 1-2 min. (se køkkentip). Smag til med salt og peber.

Servering

Anret skiver af gyldenstegt kylling med pasta ved siden af. Top pasta med cremet svampesauce, og spis bønnesalat til.

-