Spar penge med Aarstiderne Plus Spar penge med Plus Se hvordan
Søg
Menu

Gyros med krydret salsiccia, raita og hvidløgsstegte gulerødder

5 personer

Ingredienser

  • 1 rød hjertesalat
  • Resten af gulerødderne
  • 1 rødløg
  • 2 hvidløgsfed
  • 5 pizzadeje
  • 2 bægre yoghurt naturel a 100 ml
  • 1 bæger skåret grønt (peberfrugt/selleri/agurk/persille)
  • 1 rulle salsiccia-krydret fars

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Eddike (fx æbleeddike)
  • Sukker
  • Mel

Sådan gør du

Inden du går igang

Tænd ovnen på 220 °C varmluft, og skyl alt grønt.

Klargøring af grønt
  1. Snit salat groft, og gem til servering. Skær gulerødder i tynde skiver på skrå. Skær rødløg i tynde både. Riv hvidløg fint.

Fladbrød
  1. Del pizzadej i to, og rul hver klump til et aflangt, 1-2 cm tykt, fladbrød på et meldrysset bord.

  1. Læg fladbrødene på en bageplade beklædt med bagepapir, pensl med olie, og bag dem gennembagte og gyldne, ca. 10 min.

Syltede rødløg og raita
  1. Kog 1 dl eddike, ½ dl vand og 2-3 spsk. sukker op i en lille gryde, til sukkeret er opløst. Tilsæt rødløg, og lad det simre i lagen i ca. 1 min. Tag gryden af varmen, og lad løgene trække i lagen.

  1. Rør yoghurt med skåret grønt fra bægeret og halvdelen af hvidløget, og smag til med salt.

Stegte gulerødder
  1. Varm en pande op. Tilsæt olie, og steg gulerødder 2-3 min. ved høj varme.

  1. Sluk for varmen, tilsæt resten af hvidløget, og vend rundt i 1 minuts tid. Smag til med salt og peber.

Stegt salsiccia
  1. Varm panden op igen. Tilsæt en lille smule olie, og steg salsicciafars brunet og gennemstegt under omrøring, 4-5 min.

Servering

Fyld fladbrødene med salat, salsiccia, stegte gulerødder og syltede rødløg. Top med raita.

-