Hakkebøffer med persillesauce, kartofler og agurkesalat
Ingredienser
- 1 pose kartofler
- 1 agurk
- Alle persillerødderne
- 1 bundt bredbladet persille
- 1 rulle oksefars med grøntsager
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Eddike (fx æbleeddike)
- Honning
Sæt vand over til kartofler og persillesauce, og skyl alt grønt.
Halvér kartoflerne, og kog dem møre under låg i saltet vand, 12-14 min. – eller kog dem 10 min., og lad dem trække møre i vandet, 5-10 min.
Skær agurken i tynde skiver. Vend dem med lidt salt, og lad dem trække i en sigte i 10 min.
Rør 2 spsk. eddike sammen med 1 tsk. honning i en skål. Dryp agurkerne godt for væde, og vend dem i dressingen. Krydr med peber.
Skræl persillerødderne, og skær dem i tern. Kom dem i en gryde, og dæk akkurat med kogende vand. Kog persillerødderne helt møre, 10-15 min.
Hæld halvdelen af vandet fra persillerødderne, men gem det. Blend persillerødderne med resten af kogevandet til en fin og ensartet puré.
Pluk persillen, hak den fint, og kom den i persillesaucen. Du kan også blende persillen i puréen. Spæd evt. til med ekstra kogevand, til du har en god saucekonsistens. Smag til med salt og peber.
Form kødet til 3 hakkebøffer.
Varm 1 spsk. olie op på en pande, og steg hakkebøfferne ca. 4 min. på hver side ved middel varme, til de er brune udenpå og gennemstegte indeni (der er rødbede i farsen, så bøfferne vil se rødlige ud). Krydr med salt og peber.
Servér hakkebøfferne med kogte kartofler, persillesauce og agurkesalat.