Hakkebøffer, grønkålssalat med fennikel og champignonsauce med fløde og blå ost
Ingredienser
- 1 bundt grønkål
- 1 fennikel
- 1 løg
- 1 kvist rosmarin
- 1 stykke Lindbjerg-blåskimmelost
- 1 pakke hakket oksekød
- 1 bakke brune champignoner i skiver
- 1 bæger fløde
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Eddike (fx æbleeddike)
- Evt. smør
Skyl grøntsagerne og rosmarinen. Børst evt. svampene.
Rib grønkålen, og hak bladene mellemfint. Halvér fenniklen, og snit den i ultratynde skiver, fx på et mandolinjern.
Rør 2 spsk. olie med 1-2 spsk. eddike i en salatskål, og vend grønkål og fennikel grundigt i dressingen. Smag godt til med salt og peber.
Pil løget, og hak det fint. Træk nålene af rosmarinen, og hak dem let. Skær den blå ost i små tern.
Form kødet til to lige store hakkebøffer. Varm en pande op, tilsæt 1 spsk. olie eller smør, og steg hakkebøfferne i ca. 3 min. på hver side ved middel varme. Krydr med salt og peber, og tag dem af panden.
Kom 1 spsk. smør eller olie på panden, og steg løg og champignoner, til de bruner, ca. 3 min. Hæld fløde ved, tilsæt ost og rosmarin, og kog op under omrøring
Lad saucen simre, til den tykner en lille smule. Smag til med salt og peber.
Servér hakkebøfferne med champignonsauce, og nyd salaten ved siden af.