Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Hvid pizza med kartofler og roséløg

4 personer

Ingredienser

  • 4 bagekartofler
  • 2 roséløg
  • 4 pizzadeje
  • 1 bæger creme fraiche
  • 1 pose revet goudaost
  • 1 bundt grønkål
  • 2 pærer

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Peber
  • Evt. mel (fx hvedemel)
Køkkentips

Du får måske ikke brug for alle kartoffelskiverne. Pizzaerne skal helst kun have et tyndt lag fyld, hvor løg og kartofler kun overlapper hinanden en smule. Kartoflerne behøver ikke blive skrællet. Skyl dem blot, og skur eventuelle jordklynger væk.

Det tager måske lidt mere end 20 min., før du kan sætte dig til bordet og spise pizza, men til gengæld passer de sig selv, når de først er kommet i ovnen, og forhåbentlig er de umagen værd.

Inden du går igang

Tænd ovnen på 220 °C, og tag pizzadejene ud af køleskabet. Skyl frugt og grønt.

Pizza
  1. Skær kartoflerne i meget tynde skiver, fx på et mandolinjern. Pil løgene, og skær dem i tynde ringe.

  1. Rul pizzadejene tyndt ud på et stykke bagepapir, evt. strøet med lidt mel.

  1. Smør et tyndt lag creme fraiche på pizzabundene, og fordel løg og kartoffelskiver i et lag. Dryp med olivenolie, drys med salt, og fordel ost udover pizzaerne.

  1. Bag pizzaerne i 12-15 min. i den varme ovn, til kartoflerne er møre, og bundene er sprøde. Bag evt. 2 ad gangen, og begynd at spise de første, mens de sidste er i ovnen.

Salat
  1. Snit grønkålen fint, og skær pærerne i tern.

  1. Vend det hele sammen, og smag til med lidt salt og olivenolie.

Servering

Skær de brandvarme pizzaer i trekanter, og nyd enten salaten til, eller top den på pizzaerne.

-