Hvidløgsfladbrød serveret med krydret tomatsauce og snackgulerødder
Ingredienser
- 1 pose røde linser
- 1 bæger skåret grønt (tomat/rødløg/squash)
- 1 karton mosede tomater
- ½-1 brev falafel-krydderi
- 1 pose saltet citron
- 1 grov pizzadej
- Halvdelen af gulerødderne
- 1 hvidløgsfed
- 1 bundt bredbladet persille
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Mel (fx hvedemel)
Idéen med at dyppe brød i en krydret tomatsauce findes i mange lande – særligt langs Middelhavet. Her laver vi en lidt spicy tomatsauce og serverer den med varme hvidløgsfladbrød, der brydes i stykker og dyppes i saucen.
Hvis du hellere vil have dine gulerødder tilberedt, kan du flække dem på langs, vende dem i olie, og krydre med lidt salt og bage dem møre i ovnen, 15-20 min.
Tænd ovnen på 220 °C varmluft, og skyl linser samt alt grønt.
Varm en rummelig gryde op, tilsæt olie, og steg linser 1 min.
Tilsæt skåret grønt fra bægeret, mosede tomater, falafel-krydderi, saltet citron og lidt vand, og kog op.
Lad saucen simre, til linserne er møre, 12-14 min. Spæd evt. til med lidt vand undervejs. Smag til med salt og evt. lidt mere falafel-krydderi til sidst.
Del imens pizzadej i to, og rul hver klump til et aflangt, 1-2 cm tykt brød på en meldrysset bordplade. Kom dem på en bageplade med bagepapir, pensl med olivenolie, og bag fladbrød gennembagte i ovnen, 8-10 min.
Skær imens gulerødder i stave til snackgrønt (se køkkentip). Pil og skær hvidløg midt over. Pluk og snit persille groft.
Anret tomatsauce, og drys med persille. Gnub fladbrød med skærefladen af hvidløg, og dyp brødet i tomatsaucen. Spis gulerødder til.