Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Indisk-inspireret fiskecurry med ris og søde kartofler

4 personer

Ingredienser

  • 1 pose brune basmatiris
  • 4 søde kartofler
  • 1 rødløg
  • 2-3 fed hvidløg
  • 1 stykke ingefær
  • 1 citron
  • 2 bægre yoghurt naturel 2 %
  • 1 brev madraskarry
  • 1 pakke fladfiskefileter
  • 1 bundt mynte

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
Køkkentips

Denne curry bliver tilpas spicy til min smag med 1½ spsk. ingefær og et helt brev karry. Du kan justere smagen ved at starte med ½-1 spsk. ingefær og ½ brev karry og smage dig frem. Smagen bliver afrundet men ikke mildere af at være i ovnen.

Du skal ikke lade dig skræmme af, at yoghurten skiller ved opvarmingen. Det ser måske lidt funky ud, men det er helt normalt for en curry baseret på yoghurt.

Inden du går igang

Tænd ovnen på 180 °C, sæt vand over til ris. Skyl grøntsagerne, citronen og mynten.

Ris og søde kartofler
  1. Skyl risene i koldt vand, og sæt dem derefter over i 1 liter letsaltet, kogende vand. Kog dem under låg ved svag varme i ca. 30 min. Lad risene hvile i 5 min.

  1. Skræl de søde kartofler. Flæk dem på langs, og skær dem i skiver a 1-2 cm. Pil rødløget, og skær det i både af samme tykkelse.

  1. Kom kartofler og løg på en bageplade med bagepapir, og dryp med olie. Drys med salt, og bag begge dele gyldne og møre i ovnen, 20-25 min.

Fiskecurry
  1. Pil hvidløgsfeddene, og pres eller riv dem. Riv 1-1½ spsk. ingefær. Riv skallen af citronen, og halvér den.

  1. Rør yoghurt, karry, hvidløg, ingefær og saften af ½ citron sammen i en rummelig skål.

  1. Gå fisken efter for evt. ben og hinder. Vend fisken med yoghurtblandingen, og lad det marinere i 5-10 min. ved stuetemperatur.

  1. Bred fisk og yoghurt ud i et ovnfast fad, så fisken ligger i et lag og er dækket af yoghurten. Dryp med olivenolie, og bag fisken i ovnen, til den er akkurat gennemstegt, 6-10 min.

  1. Pluk og snit mynten groft. Vend de bagte søde kartofler og rødløg med citronskallen og resten af citronsaften i en skål. Drys med mynte.

Servering

Anret risene i skåle, og top med fiskecurry og bagte søde kartofler og rødløg.

-