Kålpandekager med krydret okse, sumatra og agurkesalat
Ingredienser
- ½ spidskål
- 1 babosaløg med top
- 1 brev sumatra-karrypasta
- 1 pose boghvedemel
- 1 æg
- 1 squash
- 1 bundt koriander
- 1 pakke hakket oksekød m. grøntsager
- 1 snackagurk
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Eddike (fx hvidvinseddike)
- Sukker
Sumatra-karry er en ret spicy karry. Smag på den, inden du bruger løs, så du får en styrke, der passer dig.
Skyl grøntsager og koriander, og find to store pander frem.
Snit både spidskålen og toppen af babosaløget fint – gem resten af løget til senere. Kom kål og løgtop i en stor skål, drys med ½-1 tsk. salt og ½ tsk. sukker, og dryp med 1 spsk. eddike.
Knug kålen med hænderne i 3-4 min., til den er helt mør. Fortsæt med at klemme og ælte kålen, til den slipper væde og falder helt sammen. Krydr kålen med en smule sumatra-karry, og vend det rundt.
Pisk boghvedemelet med 1 æg og 1 dl vand, og vend dejen med halvdelen af kålen. Kom den anden halvdel kål i en skål til servering.
Varm en pande op, og steg 2-4 rustikke pandekager i rigeligt med olie ved middel-høj varme i 3-4 min. på hver side, til de er gyldne og gennemstegte. Steg pandekagerne ad 1-2 omgange.
Riv imens squashen, og hak korianderstilkene fint – gem korianderbladene til agurkesalat.
Sautér squash og korianderstilke i olie på en anden varm pande, 1-2 min.
Kom kødet på panden, og steg yderligere 7-9 min., til det er gennemstegt og gyldent – krydr kødet med salt og sumatra-karry efter smag.
Pil løget, og skær det i slanke både. Skær agurken i små stykker.
Vend løg og agurk med 1-2 spsk. eddike og 1 tsk. sukker, og rør det sammen, så agurken får masser af lage. Smag til med salt og peber, og vend korianderblade i lige inden servering.
Anret kålpandekager med krydret kød og squash, og top med agurkesalat. Nyd ekstra kål til.