Kalkungryde med sorte bønner, tomat og stegte pastinakker med mandarin
Ingredienser
- 1 tørret chipotle-chili
- 1 fed hvidløg
- 1 pakke kalkun i tern
- 1 pose kogte sorte bønner
- 1 bæger skåret grønt (tomat/rødløg/squash)
- Alle pastinakkerne
- 1 satsuma-mandarin
- 1 bundt kruspersille
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
Den tørrede chipotle-chili, som du skal bruge i dag, er en moden jalapeño, som er tørret og røget. Chilien bruges ofte i det mexicanske køkken, men den chili, du får med i denne uges måltidskasse, er dyrket af Manuel Vaquero i Spanien. Chilien er både aromatisk og stærk, så smag evt. på den, og dosér efter smag. Udblødningsvandet kan bidrage med smag til saucen – men husk, det er stærkt.
Sæt lidt vand over til chipotle-chili, og skyl frugt og grønt.
Skær stilken fra chipotle-chili, og hak eller klip resten af chilien fint. Kom hakket chili i en lille skål, og hæld ½-1 dl kogende vand over. Lad chilien udbløde i vandet i ca. 10 min.
Pil hvidløg, og skær i tynde skiver. Varm lidt olie op i en sautérgryde, og brun kalkunkødet på alle sider 4-5 min. i alt. Læg kødet på en tallerken.
Dryp lidt olie i gryden, og sautér hvidløg i 30 sek. Tilsæt kogte sorte bønner og de skårne grøntsager fra bægeret. Tilsæt chipotle-chili og ½-1 dl af udblødningsvandet (se køkkentip). Tilsæt kalkun, og lad det hele simre i 4 min. Smag til med salt og peber.
Skræl pastinakker, og skær dem i både i deres fulde længde – 4-6 både pr. pastinak, lidt afhængigt af deres størrelse. Pres mandarin. Pluk persille, hak den groft, og gem til servering.
Varm en stor pande op, tilsæt lidt olie, og steg pastinakkerne smukt lysebrune på alle sider, ca. 8 min. i alt.
Hæld mandarinsaft på panden, og kog op. Vend pastinakkerne godt rundt i saften under kogning, til den koger let ind og lægger sig tæt om pastinakkerne som en glasering. Krydr med peber og lidt salt.
Spis kalkungryden sammen med stegte pastinakker med mandarin, og drys hakket persille over.