Kalvemedaljoner med bagte kartofler, tahindressing og sprød fennikelsalat
Ingredienser
- 1 pose kartofler
- 1 citron
- 3 hvidløgsfed
- 1 pose tahin
- 2 fennikler
- 2 rødløg
- ½-1 rød chili
- 2 pakker kalvemedaljoner
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
Tænd ovnen på 220 °C, og skyl frugt og grønt.
Skrub og halvér kartofler. Kom dem på en bageplade med bagepapir, og vend med olivenolie, salt og peber. Placér dem med skærefladen nedad, og bag dem møre og gyldne i ovnen, 25-30 min.
Riv lidt citronskal, og halvér citron. Pil og hak hvidløg fint.
Rør tahin med citronsaft, en smule hvidløg og koldt vand, til konsistensen er som creme fraiche.
Skær fennikel i tynde skiver, fx på et mandolinjern. Pil og skær rødløg i små tern eller tynde både. Snit chili fint.
Vend rødløg med citronskal, citronsaft, olivenolie og lidt chili.
Vend fennikel med rødløg, og anret på et fad. Tegn striber af tahindressing over, og top evt. med ekstra chili.
Varm olie op på en pande eller grillpande, og steg kødet i 2 min. på hver side. Tilsæt resten af hvidløget det sidste minut, og krydr med salt og peber.
Servér kalvemedaljoner med bagte kartofler og sprød fennikelsalat til.