Kalvemedaljoner med citron-spinat, kartofler og spicy gulerodspuré
Ingredienser
- 1 pose nye udenlandske kartofler
- Alle gulerødderne
- ¼-1 rød chili
- 2 bundter new zealand-spinat
- 1 citron
- 1 pakke kalvemedaljoner
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
Sæt vand over til kartofler og gulerødder, og skyl frugt og grønt.
Kog kartofler møre under låg i kogende, saltet vand i 12-15 min. (alt efter størrelse). Hæld vandet fra.
Skræl og skær gulerødder i stykker a ca. 2 cm. Kom dem i en gryde, dæk med kogende vand, og kog dem i ca. 10 min., til de er helt møre.
Snit spinat groft. Riv lidt citronskal fint, og skær resten af citronen i både.
Varm en pande op med 1 tsk. olie, og sautér spinat i ca. 4 min., eller til den er mør. Smag til med salt, peber og lidt citronskal.
Hæld kogevandet fra gulerødder, men gem det. Blend gulerødder, fx med en stavblender direkte i gryden, og spæd til med lidt af kogevandet, til puréen er blød og cremet.
Hak chili fint, og smag gulerodspuré til med chili og salt.
Varm en pande op med 1 tsk. olie, og steg kødet i ca. 2 min. på hver side, til det er smukt brunt udenpå og rødt/rosa indeni. Krydr med salt og peber. Lad kødet trække 2-3 min. på et skærebræt, og skær det i tynde skiver.
Anret gulerodspuré på midten af tallerkener. Anret citron-spinat ovenpå og herpå skiver af kalvemedaljon i en vifteform. Dryp kød og spinat med lidt citronsaft efter smag, og spis kogte kartofler til.