Kalvemedaljoner med dampede rosenkål og porre, kartofler og aioli
Ingredienser
- 2 poser kartofler
- 2 porrer
- 1 pose gulerødder
- 2 poser rosenkål
- ½ bundt timian
- 2 pakker kalvemedaljoner
- 2 poser aioli
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
Jeg vil gerne lade det være lidt op til dig, hvor længe dine grøntsager skal dampe. For der er stor forskel på, om man nyder grøntsagerne bedst, når de har lidt sprødhed, eller når de er møre. Det har i mange år været moderne, at grøntsagerne tilberedes relativ kort tid, hvor meget sprødhed bevares. Jeg er total umoderne, hvad det angår, for når jeg vælger at dampe mine grøntsager meget møre, er det fordi de frigiver mere smag, jo mere møre de bliver. Jeg vælger altså smag fremfor konsistens med bid, for man kan desværre ikke få begge dele. Jeg holder nu også af at de møre grøntsager er bløde, saftige, ja nærmest cremede.
Sæt vand over til kartofler og grøntsager, og skyl alt grønt.
Kog kartofler møre under låg i saltet vand i 12-15 min. (alt efter størrelse). Hæld vandet fra.
Skær porre i skiver af 2-3 cm let på skrå. Skyl dem grundigt i en skål koldt vand, så eventuelt jord mellem lagene bliver skyllet ud. Skær gulerødderne i skiver af 1 cm let på skrå. Halvér evt. store rosenkål – de skal alle helst have nogenlunde samme størrelse. Træk bladene af timian, og hak dem evt. let.
Kom porre, gulerødder og rosenkål i en gryde, og tilsæt kogende vand, så det dækker 1-2 cm af grydens kant. Drys grøntsagerne med lidt salt, og kog forsigtigt op. Lad grøntsagerne dampe med låget på skrå i 4-9 min. – se køkkentip.
Hæld vandet fra grøntasagerne, og vend dem med timian og 2 tsk. olie.
Varm en pande op, og tilsæt 2 tsk. olie. Steg kalvemedaljon ca. 2 min. på hver side, og krydr med salt og peber.
Anret kartofler på tallerkener og dampede grøntsager og kalvemedaljoner ved siden af. Klip et lille hul i hjørnet af posen med aioli, og tegn streger af aioli over kartoflerne.