Kartoffel-latkes med dilddressing og salat
Ingredienser
- Alle alouette-kartoflerne
- 1 pose solsikkekerner
- 1 løg
- ½-1 batavia-salat
- 1 rød palermo-peberfrugt
- 1 bundt dild
- 1 bakke æg
- 1 bæger kærnemælk
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx lager- eller æbleeddike)
- Sukker
- Evt. mel
I dag skal du lave en ret, som er lånt fra den jødiske Hanukkah-tradition, nemlig kartoffel-latkes. Latkes stammer helt tilbage fra bibelsk tid, og serveres i dag typisk med et syrnet mælkeprodukt til. Her får du den med kærnemælk.
Kartoffelkagerne hænger ret godt sammen efter stegning, selv om de kan virke lidt våde først. Hvis du synes, det hele virker lidt for vådt, kan du godt tilsætte 1-2 spsk. hvedemel til blandingen, inden du steger, men det går altså ret nemt uden.
Skyl alt grønt.
Skræl kartoflerne, og riv dem groft. Kom dem i en si, og afdryp dem godt.
Varm en smule olie op på en pande, og rist solsikkekernerne, til de begynder at dufte, 2-3 min. Krydr med salt, og gem dem til salaten.
Pil løget, og skær det i tynde skiver. Snit salaten groft, og skær peberfrugten i strimler. Pluk dilden, og snit den groft.
Kom 1 dl eddike, ½ dl vand og 2-3 spsk. sukker i en lille gryde sammen med peberfrugten, og kog op. Lad peberfrugten simre i lagen i 2-3 min., og tag så lagen af varmen.
Pisk æggene sammen i en skål. Knug det sidste vand fra kartoflerne, og vend kartofler og løg i æggeblandingen. Tilsæt evt. lidt mel (se køkkentip), og krydr med salt og friskkværnet peber.
Varm ny olie op på panden fra solsikkekerner, og tilsæt klatter af kartoffelblandingen (3-4 store skefulde ad gangen). Steg dine latkes sprøde, 3-4 min. på den ene side og 2-3 min. på den anden.
Rør en dressing af kærnemælk, 1-2 spsk. olivenolie og dild, og krydr med salt.
Anret salaten på et fad, og top med syltet peberfrugt og ristede solsikkerner. Dryp lidt dilddressing over salaten, og kom resten i en skål til servering.
Dyp de sprøde latkes i dilddressing, og servér salat med dilddressing til.