Kartoffelkompot med grønkålspesto, svampe og hasselnødder
Ingredienser
- 1 pose nye danske kartofler
- 1 pose hvide bønner
- 1 bundt grønkål
- Alle skalotteløgene
- 2 hvidløgsfed
- 1 squash
- 1 rød peberfrugt
- 1 bakke brune champignoner i skiver
- 1 pose hasselnødder
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
I andre lande er det normalt at spise mosede kartofler toppet med grøntsager – herhjemme kender vi det vist kun fra brændende kærlighed. Det er lidt en smagssag, om man skræller kartoflerne til kartoffelkompot – selv gør jeg det lige så ofte, som jeg lader være. I dagens opskrift skal kompotten gerne være lidt grov, særligt da der jo også er hvide bønner moset med, så her kan det måske give mere mening at undlade at skrælle.
Selvom pestoen giver en dejlig, cremet følelse til retten til sidst, er det en god idé også at få alle pandesafterne med i retten. Tilsæt derfor gerne 1-2 dl vand til panden, efter du har stegt squash og hvidløg.
Sæt vand over til kartofler, og skyl alt grønt.
Skræl eller skur kartofler, og skær dem i grove stykker (se køkkentip).
Kom kartofler i en gryde med kogende, saltet vand, og kog dem møre, 10-12 min. Tilsæt kogte hvide bønner de sidste 3-4 min. af kogetiden.
Pluk grønkålen, og blend den med ca. ½ dl olivenolie til en grov pesto. Smag til med salt og et par dråber eddike. Hak hasselnødderne groft. Gem nødder og pesto til servering.
Pil løg og hvidløg. Skær løg i tynde både, og skær hvidløg i tynde skiver. Flæk squash på langs, og skær den i skiver. Skær peberfrugt i strimler.
Varm olie op på en pande, og steg svampe ved høj varme i 2-3 min., til de er flot brune og møre. Krydr med salt og peber, og tag dem af panden.
Varm ny olie op på panden, og steg løg og peberfrugt i 2-3 min., til de er sprødmøre. Krydr med salt, og tag dem af panden.
Varm ny olie op på panden en sidste gang, og steg hvidløg og squash i 2-3 min. Tag det af panden.
Tilsæt 1-2 dl vand til panden, og lad vandet koge ind i 1-2 min. (se køkkentip).
Hæld vandet fra kartofler og bønner, og mos dem til en grov kompot med et piskeris eller en gaffel. Tilsæt lidt olivenolie, rør rundt, og smag til med salt og peber.
Anret kartoffelkompot i skåle eller dybe tallerkener, og top med små bunker af svampe, løg, peberfrugt og squash. Hæld pandesauce over retten, dryp med pesto, og drys med hasselnødder.