Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Kartoffelkompot med pesto, spinat, svampe og za'atar

1 personer

Ingredienser

  • Alle kartoflerne
  • 1 portion kogte hvide bønner
  • 1 bæger pesto-kit (spinat/rucola/græskarkerner)
  • 1 rødløg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 bakke brune champignoner
  • 1 bundt new zealand-spinat
  • 1 hvid palermo-peberfrugt
  • 1 bæger creme fraiche
  • 1 brev za'atar

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Eddike (fx æble- eller hvidvinseddike)
Køkkentips

I andre lande er det normalt at spise mosede kartofler toppet med grøntsager – herhjemme kender vi det vist kun fra brændende kærlighed. Det er lidt en smagssag, om man skræller kartoflerne til kartoffelkompot – selv gør jeg det lige så ofte, som jeg lader være. I dagens opskrift skal kompotten gerne være lidt grov, særligt da der jo også er hvide bønner moset med, så her kan det måske give mere mening at undlade at skrælle.

Selvom pestoen giver en dejlig, cremet følelse til retten til sidst, er det en god idé også at få alle pandesafterne med i retten. Tilsæt derfor gerne 1-2 dl vand til panden, efter du har stegt spinat og hvidløg, så du får resterne af svampe og spinat med.

Inden du går igang

Sæt vand over til kartofler og hvide bønner, og skyl grøntsagerne.

Kartofler og hvide bønner
  1. Skræl eller skur kartoflerne, og skær dem i grove stykker.

  1. Kom kartoflerne i en gryde med kogende, saltet vand, og kog dem i 10-12 min., til de er møre. Tilsæt de hvide bønner de sidste 3-4 min. af kogetiden.

Pesto
  1. Hæld ½-1 dl olivenolie i pesto-kittet, og blend det til en grov pesto, fx med en stavblender. Smag pestoen til med salt og et par dråber eddike.

Stegt grønt
  1. Pil løget og hvidløgene. Skær løget i tynde både, og skær hvidløgene i tynde skiver. Skær champignonerne i kvarte, og snit spinaten groft. Flæk peberfrugten, fjern kernerne, og skær den i strimler.

  1. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg champignonerne ved høj varme i 2-3 min., til de er flot brune og møre. Krydr med salt og peber, og tag dem af panden.

  1. Varm panden op igen, tilsæt ny olie, og steg løg og peberfrugt i 2-3 min., til de er sprødmøre. Krydr med salt, og tag dem af panden.

  1. Varm panden op en sidste gang, tilsæt ny olie, og steg hvidløg og spinat ved middel varme i 2-3 min., til spinaten falder helt sammen. Tag det af panden. Tilsæt 1-2 dl vand til panden, og lad vandet koge ind i 1-2 min. (se køkkentip).

  1. Hæld vandet fra kartoflerne og bønnerne, og mos dem til en grov kompot med et piskeris eller en gaffel. Tilsæt creme fraichen, og smag til med salt og peber.

Servering

Anret kartoffelkompotten i en skål eller dyb tallerken, og top med små bunker af svampe, løg, peberfrugt og spinat. Hæld pandesaucen over retten, dryp med pesto, og drys med za'atar.

-