Tæmpeh-balls med kartoffelmos og palmekål stegt med chili og bøftomater
Ingredienser
- 4 bagekartofler
- 1 fed hvidløg
- Alle bøftomaterne
- 1 pakke tæmpehballs
- ½-1 grøn chili
- 1 bundt palmekål
- 1 pose græskarkerner
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Balsamico eller eddike
I dag skal du lave en enkel kartoffelmos. Du vil se, at den hverken er rørt med mælk, smør eller æggeblomme, som mange normalt laver deres kartoffelmos med. Det er naturligvis, fordi mosen skal passe til den kaloriereducerede menu. Faktisk er det præcis sådan, jeg altid laver min egen kartoffelmos, simpelthen fordi jeg nyder, at mosen på denne måde smager helt rent af kartofler. Og jeg kan lide det enkle i at bruge det varme kogevand, som også smager af kartofler, til at spæde mosen til med.
Vi er helt overbeviste om, at den bedste tempeh er fra det danske Foodture, som kalder deres produkt for tæmpeh (med æ), fordi de i stedet for sojabønner laver deres af spiselige lupinfrø fra Frankrig og af gule ærter fra Skåne – deraf æ'et.
Sæt vand over til kartofler, og skyl alt grønt.
Skræl kartoflerne, skær dem i grove stykker, og kom dem i en gryde. Dæk akkurat med kogende vand uden salt, og kog dem helt møre, ca. 10 min.
Hæld vandet fra kartoflerne, men gem det. Mos kartoflerne med en kartoffelmoser, stamper eller piskeris, og spæd til med kogevand (se køkkentip), til du har en dejlig blød kartoffelmos. Smag mosen til med salt og peber.
Pil hvidløg, og hak det fint. Rør hvidløg med lidt olie og lidt balsamico (eller edikke) i en mellemstor skål. Skær tomater i tern, og vend dem i dressingen. Krydr med salt og peber.
Varm en pande op med lidt olie, og steg tæmpeh-balls, ca. 8 min. i alt ved middel varme. Tril eller vend kuglerne rundt på panden under stegningen, så de bliver stegt på alle sider, og bliver gyldenbrune og sprøde. Dryp evt. lidt mere olie på panden under stegningen – de kan godt suge til sig.
Hak chili fint, og snit kålen i stykker a 2 cm. Varm en sautérgryde op, og rist græskarkerner i 3-4 min., til de dufter og krakelerer let i skallen. Læg dem på en tallerken.
Varm sautérgryden op igen, tilsæt lidt olie, og sautér kålen i 3-4 min. Dryp evt. lidt vand forsigtigt i gryden, så kålen nemmere mørner uden at brænde på. Tilsæt chili, og krydr med lidt salt.
Anret kartoffelmos på tallerkener, og top med sauteret kål. Drys græskarkerner over hver portion, og læg tæmpeh-balls ovenpå. Servér tomatsalaten ved siden af.