I dag skal du lave en enkel og rustik tærte, hvor bunden består af kogte kartofler, som knuses let med en gaffel, trykkes ud i tærtefadet og udgør 'tærtedejen'. En metode, du også kan benytte en dag, du har en rest kogte kartofler, du skal finde anvendelse til.
Nåede du ikke at koge kartoflerne i går, starter du bare med at koge dem i dag. Når de er møre, bruger du de varme friskkogte kartofler på samme måde som angivet i opskriften, du behøver ikke at køle dem af først.
Tærtefadets størrelse i diameter: 1p: 14 cm, 2p: ca. 22 cm, 3p: 26 cm.
Tænd ovnen på 200 °C varmluft, og skyl alt grønt.
Smør et tærtefad eller andet ovnfast fad med lidt olie. Læg de kogte kartofler i tærtefadet, og tryk dem let ud med en gaffel. Når alle kartoflerne er trykket ud, trykker du dem sammen i et ensartet lag og 3-4 cm op ad kanten. Det behøver ikke være super smukt – det bliver godt lige meget, hvordan det ser ud.
Skær porre i skiver på ½ cm – skyl evt. en ekstra gang. Hak hvidløg. Træk bladene af timian, og hak dem let.
Varm en gryde op med lidt olie, og sautér porre i ca. 5 min., uden at de tager for meget farve. Tilsæt hvidløg og timian, og krydr grundigt med salt og peber.
Pisk æg og hytteost sammen i en skål. Krydr med lidt salt og peber. Vend de sauterede porrer sammen med hyttost og æg. Kom fyldet i tærtefadet.
Bag tærten i ovnen i 20-25 min., til fyldet er fast og gerne lidt gyldenbrunt på toppen.
Snit spidskål fint. Vend spidskål med lidt olie og eddike i en salatskål, og smag til med peber og lidt salt.
Anret kartoffeltærte med spidskålssalat. Servér evt. sennep til tærten.