Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Kibbeh med kylling, persillesalat, yoghurt og fladbrød

3 personer

Ingredienser

  • 1 fed hvidløg
  • ½ grøn citron
  • 1 bæger yoghurt naturel 2 %
  • 2 graffiti-auberginer
  • Alle tomaterne
  • 1 roséløg
  • 1 bundt bredbladet persille
  • ½-1 spidskål
  • 1 rulle kyllingefars med kibbeh
  • 2 pizzadeje

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Sort peber
  • Mel (fx hvedemel)
Køkkentips

Kibbeh findes i mange variationer over hele Mellemøsten. Det siges, at den bulgurbaserede kødfars stammer fra Syrien. Farsen består ofte af finthakket kød, nødder eller kerner, varme krydderier og bulgur samt vand og olivenolie. Den findes blandt andet også i en rå udgave, som en form for glat og cremet tatar, hvor den indgår blandt andre retter i et måltid. I dag skal du lave kibbeh med kylling, som giver en lidt lettere konsistens og et lidt lysere udtryk end fx med okse eller lam.

Inden du går igang

Skyl frugt og grønt.

Yoghurt
  1. Pil og riv hvidløget. Riv skallen af citronen, og læg den til side i en lille skål. Smag yoghurten til med hvidløg, salt og lidt citronsaft.

Persillesalat med stegt aubergine
  1. Skær auberginerne i mindre tern, og krydr med salt. Skær ligeledes tomaterne i tern. Pil løget, og skær det i tynde skiver. Hak persillebundtet groft (hold sammen om stilkene, og snit fra toppen ned mod stilkene). Snit spidskålen i brede strimler.

  1. Varm en rumelig pande op, tilsæt olivenolie, og steg aubergine og spidskål ved middel varme, til det er gyldent og mørt, 4-5 min. Krydr med salt, vend revet citronskal i, og sautér i yderligere ½ min.

  1. Vend aubergine og spidskål med tomat, løg og persille, og smag til med citronsaft, olivenolie, salt og sort peber.

Stegt kibbeh og fladbrød
  1. Pres kyllingefarsen ud i en skål, og form den til kibbehboller på størrelse med valnødder.

  1. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg kibbehbollerne i 5-6 min., eller til de er gyldne og gennemstegte. Hold dem lune til spisetid - evt. mellem to tallerkener.

  1. Del hver pizzadej i to stykker, og rul dem ud til små fladbrød på et meldrysset bord. Pensl brødene med olie.

  1. Tør panden fra kibbeh af, tilsæt en smule olie, og steg fladbrødene ét ad gangen i 2-3 min. på begge sider, til de er gyldne og gennembagte. Du kan evt. bruge 2 pander, hvis du vil spare lidt tid.

Servering

Anret de stegte kibbehboller på tallerkener med persillesalaten, og dryp yoghurten over. Bryd fladbrødene, og spis dem til.

-