Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Kikærte-tikka masala med kokos, peberfrugt og ærteskud

Kikærte-tikka masala med kokos, peberfrugt og ærteskud

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 pose brune jasminris
  • 1 pose ærteskud (delt i grove klaser)
  • ½ pose gulerødder (i tern)
  • 1 squash (i tern a ca. 2 cm)
  • 1 palermo-peberfrugt (i strimler)
  • 1 løg (hakket groft)
  • 2 fed hvidløg (i tynde skiver)
  • ½-1 brev tikka masala-pasta
  • 2 kartoner kogte kikærter
  • 1 karton hakkede tomater
  • 1 dåse kokosmælk

Tjek at du selv har

  • olie (fx kokos- eller sesamolie)
  • salt
  • sort peber

Sådan gør du

Køkkennote: Tikka masala er en skøn, krydret pasta, som Chris fra West Country i England håndfremstiller til os. Den består af en lang række velafstemte krydderier: Spidskommen, koriander, chili, hvidløg, ingefær, citron, garam masala, paprika, hvidvinseddike, solsikkeolie og havsalt.

Prøv dig frem, til du opnår den styrke, du ønsker. Start med ½ brev, og smag til med mere til sidst.

1. Sæt vand over til ris, fx i en elkedel.

2. Skyl risene i koldt vand, og sæt dem over i 5 dl kogende vand uden salt. Kog dem under låg ved svag varme i ca. 30 min. Lad risene hvile i 5 min., og smag til med salt inden servering.  

3. Skyl og klargør imens alle grøntsagerne og ærteskuddene som angivet i ingredienslisten. Kom ærteskuddene i en skål til servering.

4. Varm en rummelig gryde op, tilsæt olie, og steg gulerødder, squash og peberfrugt i 3-4 min., til det har fået lidt farve og gulerødderne fnugger i kanterne. Skub det hele lidt til side, så der er plads til løg og hvidløg. 

5. Varm lidt ny olie op i gryden, og steg løg, hvidløg og tikka masala-pasta (efter smag) i 2-3 min., til løgene er klare i farven.

6. Afdryp imens kikærterne i en sigte.

7. Vend de stegte grøntsager og løg sammen, og tilsæt de hakkede tomater, kokosmælken og kikærterne. Spæd til med vand, så det hele lige akkurat er dækket. Kog retten op, og lad den simre i 7-8 min. Smag til med salt, peber og evt. mere tikka masala.

Servering
Anret risene i skåle, kom tikka masala-saucen med kikærterne henover, og top med ærteskuddene.

-