Kikærtebrød med nye rødbeder med top i sennep samt stegte æg og salat
Ingredienser
- 1 pose kikærtemel
- 1 kvist rosmarin
- Alle rødbederne med top
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
- 1 pose grov sennep
- 1 fed hvidløg
- 1 pose græskarkerner
- 2 æbler
- 1 batavia-salat
- 1 bakke æg
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
Kikærtebrødet er inspireret af det franske panisse*,* som er samme udgave af fast grød, kogt på kikærtemel, som skæres ud inden det frituresteges. Friturestegning rimer ikke på kostrådene, så jeg steger i stedet grøden stille og roligt på panden, til den får lidt fast sprød overflade. Brødet er tænkt som den mættende del af måltidet og er et eksempel på, hvordan bælgfrugter kan indgå i måltidet på mange forskellige måder.
Læs klummen på side 2, inden du går i gang. Skyl frugt og grønt.
Kom kikærtemel og 3 dl vand i en gryde. Kog langsomt grøden op, og pisk godt, imens den tykner. Kog den ved svag varme i 5 min. under omrøring – grøden skal være meget tyk.
Hak rosmarinen fint, og rør den i kikærtegrøden. Krydr med salt og peber. Smør en tallerken med lidt olie, bred grøden ud på tallerkenen, og stil på køl i ca. 15 min.
Skær blade og stilke af rødbederne, men gem dem. Kog rødbederne i letsaltet vand, til de er møre, ca. 15 min.
Rør yoghurten med sennep, så den river lidt i næsen, og smag til med salt og peber.
Snit stilkene fra rødbederne fint. Tag de fineste blade fra, og snit resten groft. Pil hvidløg, og hak det fint.
Varm en pande op med lidt olie, og sautér rødbedestilke og blade i 4-5 min. Dryp evt. med lidt vand, så de mørner hurtigere. Tilsæt hvidløg, og krydr med salt og peber.
Køl de kogte rødbeder af under koldt vand, til du kan 'smutte' skindet af. Skær dem i kvarte. Anret rødbeder samt sauterede stilke og blade på et fad. Top med sennepsdressing, græskarkerner og de spæde rødbedeblade.
Skær æble i tynde skiver, og vend dem med lidt olie og eddike i en salatskål. Bryd salaten i grove stykker, og vend med æblerne. Smag salaten til med salt og peber.
Skær kikærtedejen i kvarte. Tør panden af, varm den op med lidt olie, og steg kikærtebrødet ca. 5 min. på hver side ved middel varme. Læg brødet på en tallerken.
Varm panden op en sidste gang med lidt olie, slå æggene ud på panden, og steg dem i 3-4 min.
Servér rødbeder med stegte æg, salat og kikærtebrød.