Kikærter og æg i tomatsauce med chipotle-chili og grøn salat
Ingredienser
- 1 tørret chipotle-chili
- 1 rød palermo-peberfrugt
- 1-2 fed hvidløg
- 1 pose kogte kikærter
- 1 bæger skåret grønt (tomat/bladselleri/løg)
- 1 bakke æg
- 1 pakke surdejsboller
- 1 romaine-salat
- 1 bundt bredbladet persille
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Eddike (fx vin- eller æbleeddike)
Den tørrede chipotle-chili, som du skal bruge i dag, er en moden jalapeño, som er tørret og røget. Chilien bruges ofte i det mexicanske køkken, men den chili, du får med i denne uges måltidskasse, er dyrket af Manuel Vaquero i Spanien. Chilien er både aromatisk og stærk, så smag evt. på den, og dosér efter smag. Udblødningsvandet kan bidrage med smag til saucen – men husk, det er stærkt.
Find en brødrister frem, eller tænd ovnen på 200 °C. Sæt lidt vand over til udblødning af chipotle, og skyl grøntsagerne og persillen.
Skær stilken fra chipotle-chilien, og hak resten af chilien fint. Kom den i en lille skål, og hæld ½-1 dl kogende vand over. Lad chilien udbløde i vandet i ca. 10 min.
Skær peberfrugten i tern. Pil hvidløget, og hak det fint.
Varm en sautergryde eller en pande op, tilsæt lidt olie, og sautér peberfrugten i 2-3 min. Tilsæt hvidløg, kikærter og skåret grønt fra bægeret, rør rundt, og lad det simre under låg ved lav varme i 5 min.
Kom den udblødte chili i, og spæd til med vand, hvis den virker tyk – gerne chiliudblødningsvandet (se køkkentip). Smag til med salt og peber.
Lav 2 små fordybninger i saucen, og slå et æg ud i hver. Lad æggene simre i saucen under låg i ca. 5 min., til æggehviden har sat sig, og blommen stadig virker lidt blød, når du trykker let på æggene.
Stænk surdejsbollerne med vand, og varm dem på brødristeren eller i ovnen i 5-6 min.
Bryd salaten i grove stykker eller snit den groft. Rør 1-2 spsk. olivenolie med 1-2 spsk. eddike i en salatskål, og vend salaten i dressingen. Smag til med salt og peber.
Pluk persillen, og hak den groft.
Anret kikærter og æg i tomatsauce i dybe tallerkener, og drys med persille. Servér surdejsboller og grøn salat til ved siden af.