Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Kødboller i karrysauce med ris, grøntsager og snackgulerødder

Kødboller i karrysauce med ris, grøntsager og snackgulerødder

Opskrift

5 personer

Ingredienser

  • 2 poser hvide jasminris
  • 2 pakker hakket kalvekød
  • ½ pose gulerødder (1½ groft revet, resten i stave)
  • 1 broccoli (i små buketter og stokken i tern)
  • 2 poser ærter
  • 2 løg (i små tern)
  • ½-1 brev madraskarry
  • 2 squash (groft revet)
  • 2 bægre fløde

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber
  • hvedemel
  • smør
  • evt. æg
  • grøntsagsbouillon

Sådan gør du

Køkkennoter: Har du 1-2 æg i køleskabet, kan du tilsætte dem til farsen. Ægget kan selvfølgelig sagtens undværes, men det giver en god, lidt luftigere konsistens til kødbollerne.

Vil du spare lidt tid i dag, kan du droppe at dampe ærterne separat, og i stedet koge dem med i karrysaucen kort til sidst, når du kommer kødbollerne i.

1. Tænd ovnen på 200 grader, og sæt vand over til ris, broccoli og ærter, fx i en elkedel.

2. Skyl risene i koldt vand, og sæt dem over i 1 liter kogende vand uden salt. Kog dem under låg ved svag varme i ca. 12 min. Lad risene hvile i 5-10 min., og smag til med salt inden servering.

3. Rør kødet med salt, 1-2 spsk. mel og 1½ revet gulerod. Form farsen til små kødboller på størrelse med valnødder. Sæt dem på en bageplade med bagepapir, og bag dem i ovnen, til de er gennemstegte, 10-15 min.

4. Skyl og klargør imens grøntsagerne som angivet i ingredienslisten. Anret gulerodsstavene på et fad til snackgrønt (der skal også være plads til broccoli). 

5. Kog broccolien under låg i 3-4 min. Hæld vandet fra, og vend den evt. med en klat smør. Anret broccolien på fadet med snackgulerødder. Tør gryden af.

6. Hæld et par cm nyt vand i gryden, og giv ærterne et kort opkog, 1-2 min. under låg. Hæld vandet fra, og vend dem med lidt salt. Kom ærterne i en skål. 

7. Varm en stor gryde op, og steg løgene i olivenolie i 3-4 min. Kom 30 g smør i gryden, og lad det smelte. Rør 2½-3½ spsk. mel i, og afbag det kort.

8. Kom karry i gryden (efter smag), og kom revet squash og 5-6 dl bouillon eller vand ved. Kog saucen op, og lad den simre i 6-7 min. Tilsæt piskefløden, og blend saucen med en stavblender. Smag til med salt og peber.

9. Kom kødbollerne i saucen, og lad kog dem i saucen yderligere 1-2 min. 

Servering
Anret de kogte ris i dybe tallerkener, top med boller i karry, kom ærter henover, og spis snackgrønt til.

-