Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Kødboller i rødbedefrikassé med kartofler og dildyoghurt

3 personer

Ingredienser

  • 1 pakke hakket grisekød
  • Alle rødbederne
  • 1 pose gulerødder
  • 1 rødløg
  • 1 pose kartofler
  • 2 hvidløgsfed
  • ½ bundt timian
  • 1 bundt dild
  • 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %

Tjek at du selv har

  • Olivenolie
  • Salt
  • Peber
  • Bouillon (fx hønse- eller grøntsagsbouillon)
  • Eddike (fx æbleeddike)
Køkkentips

Retten i dag er tænkt som en mellemting mellem en frikassé og en fyldig suppe, og kogevandet skal også bruges. Anret den derfor i dybe tallerkener eller skåle, og nyd den gerne med ske.

Retten er inspireret af det rustikke østeuropæiske bondekøkken, hvor der ofte tilsættes lidt fermenteret kål eller agurk til maden for at give syrlighed og magiske aromastoffer. Jeg foreslår, at du smager retten til med lidt eddike, men har du lidt fermenteret kraut, agurk eller andet (måske endda hjemmelavet?), er det nu, du kan få glæde af det, som ferment kan give til maden. Hak lidt af fermentet fint, og kom det i frikasséen, inden du smager til med salt og peber. Du kan også bruge lidt fermenteringslage i stedet for eddike. Det er ikke så syrligt som eddike, så brug gerne lidt ekstra.

Inden du går igang

Skyl alt grønt.

Kødboller
  1. Rør kødet med lidt salt og peber, og form det til 12-15 små kødboller. Varm 1 spsk. olie op på en lille pande, og steg kødbollerne i ca. 5 min., til de er gyldne og har stegeskorpe på alle sider.

Rødbedefrikassé
  1. Skræl rødbederne, og skræl eller skrub gulerødderne. Pil løget. Skær kartofler, rødbeder, gulerødder og løg i tern a 2x2 cm. Pil hvidløget, og hak det fint. Pluk timianen, og hak den let.

  1. Varm 1 spsk. olie op i en rummelig gryde, og sautér løget i 3 min. Tilsæt rødbede, gulerødder, kartofler og hvidløg, og sautér hele herligheden i 2 min.

  1. Hæld vand i gryden, til grøntsagerne er akkurat dækket. Tilsæt timian og lidt bouillon til gryden, og kog det op. Kom kødbollerne i gryden, og lad det hele simre sammen under låg i ca. 10 min., til grøntsagerne er møre.

  1. Krydr rødbedefrikasséen grundigt med salt, peber og 3-4 tsk. eddike eller ferment (se køkkentip).

Dildyoghurt
  1. Pluk dilden, og hak den fint. Rør dild og yoghurt sammen i en skål, og smag til med salt og peber.

Servering

Anret kødboller i rødbedefrikassé i dybe tallerkener. Top med et par skefulde dildyoghurt, og nyd.

-