Kødboller i tomatsauce med grøntsager og pasta
Ingredienser
- 1 grano de oro-løg
- ½ pose gulerødder
- 1 aubergine
- 1 kvist rosmarin
- 2 røde palermo-peberfrugter
- 2 ruller oksefars med grøntsager
- 1 flaske mosede tomater
- 1 pose ditalini integrali-pasta
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Eddike (fx æbleeddike)
Håndfuld 1+2: Løg, gulerødder, aubergine, peberfrugt, mosede tomater
Håndfuld 3: Oksefars
Håndfuld 4: Pasta
Fedt: Olivenolie
Smagsgivere: Salt, peber, eddike, rosmarin
Sæt vand over til pasta. Skyl alt grønt.
Pil løget, og skær det i tynde både. Skræl gulerødderne, og skær dem i små tern. Skær auberginen i tern, og pluk rosmarinen.
Skær peberfrugterne i små tern, og vend med lidt eddike, et par dråber olivenolie, salt og peber.
Form farsen til små kødboller på størrelse med valnødder.
Opvarm 3 spsk. olivenolie i en stor, dyb pande, og steg kødbollerne let gyldne på alle sider, 4-5 min. i alt. Tag kødbollerne af panden, og tør panden hurtigt af.
Varm 2-3 spsk. olie op på panden, og steg løg og aubergine i 3-4 min., til auberginen er godt gyldent. Tilsæt gulerødder, og steg fortsat i 3 min.
Tilsæt tomatsauce, rosmarin og ½-1 dl vand, og lad saucen simre i 5-6 min. Krydr med salt, peber og evt. et par dråber eddike.
Kom kødboller i tomatsaucen, og skru ned for varmen. Lad det simre 5-6 min.
Kog imens pastaen al dente i saltet vand, ca. 5 min.
Kom halvdelen af den kogte pasta i en lufttæt beholder, og opbevar den på køl til i morgen.
Anret pasta i dybe tallerkener, og kom kødboller i tomatsauce henover. Top med peberfrugt.