Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Kompot af søde kartofler med røget mørksej, portugisisk kål, citrongræs og miso

Kompot af søde kartofler med røget mørksej, portugisisk kål, citrongræs og miso

Opskrift

1 personer

Ingredienser

  • 1 portion søde kartofler (bagt dagen før)
  • 1 pakke koldrøget mørksej
  • 1 brev miso
  • 1-2 tsk. ingefær (revet fint)
  • ½-1 chili (fintsnittet)
  • ¼-½ portugisisk kål (blade og stok snittet helt fint)
  • ½-1 stængel citrongræs (skåret helt fint – se køkkennote)

Tjek at du selv har

  • Olivenolie, havsalt og eddike (fx æbleeddike)
  • jordnødder

Sådan gør du

Køkkennote: Citrongræs er et skøn aromat, der frigiver sine fine citrusnoter til retten ved varmebehandling eller marinering. Stilken er ret træet, og især den grønne top er tør og fiberrig. Du skal derfor bruge den nederste, tykke og hvide del af stilken i retterne. Læg hele stilken på et skærebræt, og bank på den nederste hvide del med bagsiden af en stor kniv, inden du skærer den i meget tynde skiver. 

Den tørre, grønne top indeholder masser af smag, så kom den i gryden, når du koger kålen, det giver en god smag. Ellers kan du gemme den på frys til en anden god gang, eller bruge toppen i en frisk og skøn te, fx med ingefær, chili og frisk mynte, sådan her: Snit citrongræsset groft, og skær ingefæren i skiver. Kom citrongræs, ingefær, chili og frisk mynte i en tekande, hæld kogende vand på, og lad det trække 5-8 minutter. Server den varme, spicy te med lidt honning i.

1. Skyl og klargør alle grøntsagerne som angivet i ingredienslisten.

2. Bring en gryde med gavmildt saltet vand i kog. 

3. Tag de søde kartofler ud af køleskabet, halver dem, og skrab kødet ud. Pisk det med et piskeris til en grov kompot, og smag til med 2-3 spsk. olivenolie og 2-3 spsk. eddike. Krydr med havsalt.

4. Rist en håndfuld jordnødder i en smule olivenolie, til de er gyldne. Krydr med havsalt, og tag nødderne af panden. Skær dem groft.

5. Soigner fisken ved at fjerne evt. hinder og ben. Skær fisken i tynde skiver.

6. Rør misoen sammen med ½ dl af kogevandet.

7. Kom ingefær og chili i misodressingen. Juster evt. med lidt mere af kogevandet, hvis den er for tyk.

8. Kom kålen i gryden med spilkogende vand 3-4 minutter. Dræn vandet fra, men lad kålen blive i gryden.

9. Vend misodressingen og fintskåret citrongræs sammen med den varme kål.

Servering
Fordel kompotten ud på tallerkener, fordel skiver af mørksej udover, og top så med den varme, aromatiske kål og de ristede jordnødder. Spis straks.

-