Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Koteletter i fad med tomatflødesauce, ris og grønkåls-topping

Koteletter i fad med tomatflødesauce, ris og grønkåls-topping

Opskrift

4 personer

Ingredienser

  • 1 pose hvide basmatiris
  • 1 pakke svinekoteletter
  • 1 fed hvidløg (i tynde skiver)
  • 2 løg (i tynde både)
  • 1 squash (i mindre tern)
  • 1 bæger fløde
  • 1 flaske mosede tomater
  • 1 palermo-peberfrugt (i mindre tern)
  • 1 pose grønkål (ribbet og hakket)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber
  • eddike (fx æbleeddike)

Sådan gør du

Køkkennote: I denne uge er der rå og god grønkålstopping til dine koteletter i fad med tomat-flødesauce og ris. Hvis du har tid og lyst, kan du lave sprøde grønkålschips som topping eller snack i stedet. Her kommer en nem opskrift.

Rens grønkålen grundigt, og skær bladene i grove stykker. Vend grønkålen i olivenolie, og krydr med salt og peber.

Læg grønkålen i ét lag på en bageplade med bagepapir. Bag chipsene i ovnen 10-12 min. ved ca. 200 °C. Hold øje med din ovn, så de ikke bliver for mørke. Når chipsene er gyldne og knasende sprøde, er de færdige.

1. Tænd ovnen på 200 °C, og sæt vand over til ris, fx i en elkedel.

2. Skyl risene i koldt vand, og sæt dem over i 8 dl kogende vand uden salt. Kog dem under låg ved svag varme i ca. 12 min. Lad risene hvile i 5-10 min., og smag til med salt inden servering.

3. Skyl og klargør grøntsagerne som angivet i ingredienslisten.

4. Varm en pande godt op med lidt olie, og brun koteletterne ved høj varme, ½-1 min. på hver side. Kom hvidløg på panden, når du vender koteletterne, krydr med salt og peber, og kom så koteletter og hvidløg i et ovnfast fad. Tør panden af.

5. Varm panden op igen med lidt olie, og steg løg og squash i et par minutter, til det bliver lidt blødt. Krydr med salt og peber.

6. Tilsæt fløde og mosede tomater samt ½-1 dl vand til panden, og kog det op ganske kort. Fordel tomatsauce og grønt over koteletterne i fadet, og kom halvdelen af peberfrugten henover. Sæt fadet i ovnen i 12-14 min.

7. Vend imens resten af peberfrugtternene med hakket grønkål, lidt eddike, olivenolie, salt og peber.

Servering
Anret ris på tallerkener, kom koteletter med tomatflødesauce ved, og drys grønkål-topping over.

-