Krebinetter med kartofler, persillesmør, salat med feta og snackgrønt
Ingredienser
- 1 pose nye kartofler
- ½ pose gulerødder
- 8 snackagurker
- 1 batavia-salat
- 2 pakker fetaost
- 1 pakke hakket kalvekød
- 1 pose rasp
- 2 bundter bredbladet persille
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Peber
- Eddike (fx æbleeddike)
- Smør
Sæt vand over til kartofler, og find en gryde, en kasserolle, en pande og alle ingredienserne frem. Skyl grøntsagerne og persillen.
Kom kartoflerne i en gryde, dæk med kogende vand, og tilsæt salt. Kog kartoflerne 8-10 min., og tjek med en lille spids kniv, om de er møre. Hæld vandet fra, hvis de er, og kog dem evt. længere, hvis der stadig er en lille hård kerne.
Skræl gulerødderne. Skær agurker og gulerødder i stave, og læg dem på en tallerken.
Tør salaten godt, og bryd den i grove stykker.
Rør 2-3 spsk. olivenolie med 2-3 spsk. eddike i en salatskål. Vend salaten i dressingen, og smag til med peber og lidt salt – ikke for meget, da fetaen også er salt.
Smuldr fetaen over salaten.
Form kødet til fire krebinetter, og vend dem i rasp.
Varm en pande op, tilsæt 2 spsk. olie og 2 spsk. smør, og steg krebinetterne ca. 4 min. på hver side. Sørg for at justere temperaturen, så de ikke bliver for hurtigt brune, men ender med at være gyldenbrune på begge sider. Krydr med salt og peber under stegningen.
Pluk imens persillen let, og hak den groft.
Smelt 8 spsk. smør i en kasserolle. Vend persillen i smørret lige inden servering.
Servér krebinetterne med kartofler og persillesmør, og nyd salat og snackgrønt til.