Krydrede fladbrød serveret med spicy tomatsauce og hvidløgsyoghurt
Ingredienser
- 2 graffiti-auberginer
- 1 grøn citron
- 1 roséløg
- 3 hvidløgsfed
- 1 pose grønne linser
- 2 kartoner mosede tomater
- 2 pizzadeje
- 1 brev ras el hanout
- 1 bæger yoghurt naturel 0,5 %
- 1 bundt bredbladet persille
Tjek at du selv har
- Olivenolie
- Salt
- Sort peber
- Mel (fx hvedemel)
Idéen med at dyppe brød i en krydret tomatsauce findes i mange lande – særligt langs Middelhavet. Her laver vi en lidt spicy tomatsauce og serverer den med varmt krydrede fladbrød, der brydes i stykker, inden de dyppes i saucen.
Vær opmærksom på, at du har fået en grøn citron med i din kasse. Citronen er moden, men når dags- og nattetemperaturerne nærmer sig hinanden, som de gør i Spanien lige nu, bliver citronen ikke gul.
Skyl linser samt frugt og grønt.
Skær aubergine i tern a ca. 2x2 cm, og halvér citron.
Varm en rummelig gryde op, tilsæt olie, og steg aubergine gylden i 3-4 min.
Skær imens rødløg i tynde skiver. Pres eller riv hvidløg.
Tilsæt linser, rødløg og halvdelen af hvidløget til gryden med aubergine, og steg videre i 1 min.
Tilsæt mosede tomater og 3-4 dl vand, og kog op. Lad saucen simre, til linserne er kogt ud, 15-18 min. Tilsæt evt. Iidt vand undervejs, hvis saucen bliver for tyk. Smag til med citronsaft, salt og peber.
Del pizzadej i to, og rul hver klump til et aflangt, 1-2 cm tykt fladbrød på et meldrysset bord.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg fladbrød 1-2 ad gangen, til de er gennembagte og gyldne, 1-2 min. på hver side ved middelhøj varme. Krydr med ras el hanout lige efter stegning.
Rør yoghurt med resten af hvidløget, og smag til med lidt salt. Hak persille groft.
Sæt tomatsauce og hvidløgsyoghurt på bordet i små skåle. Top tomatsauce med persille. Bryd fladbrød i mindre stykker, og brug dem til at spise begge dele med.