Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Bagt kylling, hasselback-butternut med salvie og salat med hasselnødder

Bagt kylling, hasselback-butternut med salvie og salat med hasselnødder

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 butternut-squash (flækket og skrællet)
  • 2 kyllingelår
  • 1 grøn citron (halveret)
  • 1 hjertesalat (i både)
  • 1 pose ristede hasselnødder (groft hakket)
  • ½-1 bundt salvie (efter smag – plukket i blade)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • sort peber
  • smør

Sådan gør du

Køkkennoter: Hvis du har lyst til en lidt dybere salviesmag til din butternut, kan du smelte ¼ pakke smør i en lille kasserolle. Lad det brune stille og roligt med salviebladene i, til smørret dufter svagt af nødder. Top de bagte butternut med brunet smør lige inden servering.

Salvie har en kraftig og meget gennemtrængende smag, og den skal derfor anvendes med måde. Nøjes med at bruge ½ bundt, medmindre du er helt tosset med smagen.

1. Tænd ovnen på 220 grader.

2. Flæk butternutten fra top til bund, og skrab kernerne ud med en ske. Skræl græskarret, og sæt det på en bageplade med bagepapir med skærefladen nedad. Skær tynde skiver ca. halvvejs ned i kødet, som når du laver hasselback-kartofler. Dryp med olivenolie, top med et par små klatter smør, og krydr med salt.

3. Bag butternutten i den varme ovn i 40-45 minutter, til den er mør.

4. Del kyllingelårene i over- og underlår, og kom dem i et ildfast fad. Dryp med lidt olivenolie, krydr med salt og peber, og bag kyllingen i ovnen med butternutten i 45-50 minutter.

5. Skyl og klargør imens citronen, hjertesalaten og salvien som angivet i ingredienslisten. Hak hasselnødderne groft.

6. Steg citronen med skærefladen nedad på en tør, varm pande i 2-3 minutter, til den er gylden og karamelliseret.

7. Anret hjertesalaten på et lille fad, dryp med lidt olivenolie, og pres lun citronsaft over. Krydr med salt, og top med ristede hasselnødder.

8. Tag butternutten ud af ovnen kort, top med salvie, olivenolie og evt. en klat smør mere, og giv den 5-6 minutter mere i ovnen.

Servering
Anret sprød kylling og hasselback-butternut på tallerkener, og server salat med ristede hasselnødder til.

-