Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Kylling i æblesauce og lun quinoasalat med spinat og stegte æg

Kylling i æblesauce og lun quinoasalat med spinat og stegte æg

Opskrift

1 personer

Ingredienser

  • 1 pose quinoa
  • ½ æble (i små tern)
  • ½-1 stængel bladselleri (i skiver)
  • 1 bæger kylling i æblesauce
  • ½ porre (i ringe)
  • 1 eller 2 æg
  • Evt. 1 gulerod (i tynde stave eller strimler)
  • 1 bakke babyspinat

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber
  • smør
  • eddike (fx æbleeddike)

Sådan gør du

Køkkennote: Det er nemt at komme til at fokusere rigeligt på højtider og samvær med tilhørende hygge og nydelse i december. Derfor får du her en let færdigret, som både indeholder årstidens grøntsager og gode næringsstoffer. Vi håber det kan medvirke til, at hverdagen bliver lidt lettere.


Fordeling i Sense-spisekassen

Håndfuld 1 + 2: Porre, babyspinat, bladselleri, gulerod, knoldselleri mm. fra æblesauce

Håndfuld 3: Kylling fra kylling i æblesauce, æg

Håndfuld 4: Quinoa, æble, æblejuice fra æblesauce

Fedt: Olivenolie, smør, fløde fra æblesauce

Smagsgivere: Salt, peber, eddike

1. Sæt vand over at koge til quinoa fx i en elkedel, så går det hurtigere.

2. Skyl quinoaen grundigt. Kom den i en gryde, overhæld med 1 dl kogende vand, og tilsæt salt. Kog quinoaen under låg i 10 min., og lad den trække under låg i 5 min.

3. Skyl og klargør grøntsagerne og æblet som beskrevet i ingredienslisten. Vend de friske æbletern med skiver af bladselleri, ½ spsk. olivenolie, 1 tsk. eddike og lidt salt og peber.

4. Kom kylling i æblesauce, porre og 2-3 spsk. vand op i en gryde. Læg låg på, og lad retten simre i ca. 8 min.

5. Opvarm imens en pande, og steg æg i ½ spsk. olivenolie og ½ spsk. smør, ca. 2 min. på hver side (eller 3-4 min. kun på den ene side).

6. Vend den kogte quinoa med gulerødder og halvdelen af spinaten, og smag til med 1-2 tsk. eddike, ½ spsk. olivenolie, salt og peber. Anret quinoasalaten på et fad eller en tallerken, og kom æg ovenpå.

7. Smag kylling i æblesauce-retten til med lidt salt og peber, og kom resten af den friske babyspinat i retten.

Servering
Anret kylling i æblesauce i en dyb tallerken, og top med æbler og bladselleri. Spis lun quinoasalat med spinat og æg til.

-