Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Kylling med tarmaristegte grøntsager og brune ris

Kylling med tarmaristegte grøntsager og brune ris

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • 1 pakke kyllingeoverlår u/ben
  • 1 pose brune parboiled ris
  • ½ pose gulerødder (i strimler)
  • 2 peberfrugter (i strimler)
  • 1 fed hvidløg (presset)
  • 1 spsk. ingefær (revet)
  • 1 håndfuld grønkål (ribbet og finthakket)
  • 1 brev tamari

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • salt
  • peber

Sådan gør du

Køkkennote: Jeg holder meget af at koge ris til flere dage på en gang og enten stege dem i en anden ret eller spise dem i en salat, suppe eller andet. Denne metode bruger jeg også ofte i opskrifterne. Det mindsker tidsforbruget og letter arbejdet i køkkenet. Der har været noget debat i forhold til at gemme kogte ris. Det skyldes den lille bakterie B. cereus, der kan forårsage maveproblemer. B. cereus-forgiftning skyldes ofte forkert afkøling af maden. For at være på den sikre side, bør du afkøle risene hurtigt og opbevare dem enten ved max 5 grader eller fryse dem. 

1. Tænd ovnen på 225 grader.

2. Sæt vand over til risene, fx i en elkedel.

3. Kom kyllingestykkerne i et ovnfast fad med bagepapir, og krydr dem med salt og peber. Sæt fadet i ovnen, og steg kyllingestykkerne i ca. 35 minutter, til de er gyldne og gennemstegte.

4. Skyl risene i koldt vand, og sæt dem over i en gryde med 4½ dl kogende vand uden salt. Kog dem under låg i ca. 20 minutter, og lad dem trække under låg i 5-10 minutter.

5. Skyl og klargør grøntsagerne som beskrevet i ingredienslisten.

6. Varm 2 tsk. olie op på en pande, og steg gulerødder, peberfrugter, hvidløg og ingefær ved god varme i 3 minutter. Ryst godt i panden undervejs.

7. Kom grønkålen på panden, og steg videre 2 minutter.

8. Tilsæt tamari til panden, når grøntsagerne er møre, men stadig har lidt bid. Kog op 1-2 minutter, og smag til med peber.

9. Tag fadet med kylling ud af ovnen, og skær kødet i mindre stykker.

10. Smag risene til med salt. Tag halvdelen af risene fra, kom dem i en beholder med låg, og opbevar dem på køl til dag 4.

Servering
Anret brune ris i bunden af to dybe tallerkener, og top med tamaristegte grøntsager og kylling.

-