Søg
Menu
Fav.
Favoritter

Kylling og hokkaido med græskarkerner og agurkesalat

Kylling og hokkaido med græskarkerner og agurkesalat

Opskrift

2 personer

Ingredienser

  • ½-1 hokkaido-græskar (skåret i rustikke både)
  • 1 pakke kyllingelår
  • 1 pose græskarkerner
  • 1 agurk (i tynde skiver)
  • ½-1 chili (finthakket)
  • 1 hjertesalat (skåret groft)

Tjek at du selv har

  • olivenolie
  • havsalt
  • sort peber
  • eddike (fx æbleeddike)

Sådan gør du

Køkkennoter: Hokkaido-græskar er en fantastisk grøntsag! Tilbered gerne hokkaido med skræl på – den kan nemlig sagtens spises. Ellers kan du også skære skrællen fra ved bordet.

Retten i dag tager lidt længere tid end sædvanligt, men det meste er heldigvis tid i ovnen, så du kan nå at dække bord eller se videre på din yndlings TV-serie, imens kyllingen steger.

1. Tænd ovnen på 190 grader varmluft.

2. Skyl hokkaidoen, flæk den, og skrab kernerne ud. Skær hokkaidoen i rustikke både (se køkkennote).

3. Vend bådene med olivenolie, og kom dem i et ildfast fad. Anbring kyllingelårene ovenpå, dryp skindet med olivenolie, og krydr med havsalt og sort peber.

4. Kom fadet i ovnen, og ovnsteg kyllingelår og græskar, til begge dele er gyldent, mørt og gennemtilberedt, ca. 45 minutter.

5. Rist græskarkernerne gyldne på en tør, varm pande.

6. Skyl og klargør agurken, chilien og hjertesalaten som angivet i ingredienslisten.

7. Drys agurkeskiverne med en smule havsalt, og vend dem med ½ dl eddike, lidt finthakket chili og evt. 1-2 spsk. vand. Lad dem trække i mindst 4-5 minutter, og gerne længere.

8. Vend hjertesalaten med de råsyltede agurker (inkl. lagen) lige inden servering. Krydr med sort peber, og drys med ristede græskarkerner.

Servering
Nyd den saftige kylling og den skønne hokkaido med sprød og spicy agurkesalat til.

-